Søvndal kender ikke prisen

Selv om udenrigsminister Villy Søvndal brugte argumentet omkostningstungt som forklaring på, hvorfor regeringens ikke ville iværksætte en kommissionsundersøgelse af CIA-flyvningerne, så er der ikke blevet foretaget beregninger på, hvad den ville koste. Det fremgår af et svar fra Udenrigsministeren til Doris Jakobsen.
Skrevet af Martine Lind Krebs
17. november 2011 08:21

-  Med mine bemærkninger om omkostninger henviste jeg blot til, at en undersøgelseskommission ofte løber over flere år og således erfaringsmæssigt vil være forbundet med betydelige udgifter, som det eksempelvis var tilfældet med Farum-Kommissionen, skriver Villy Søvndal med henvisning til den kommission der siden 2003 har undersøgt Brixtofte-skandalen i Farum Kommune, og som endnu ikke er færdig. Prisen for Farum-kommission har været 53,4 millioner kroner.

Grønland og Danmark nåede tidligere på måneden frem til en kompromisløsning om, at Dansk Center for Internationale Studier, DIIS, skal iværksætte en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne. Undersøgelsen bliver i princippet grønlandsk ledet, men med praktisk og økonomisk støtte fra Danmark.