Sådan forløber Prins Henriks bisættelse

I disse minutter bliver prins Henrik bisat fra Christiansborg Slotskirke i København.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
20. februar 2018 05:48

På KNR2 har man siden klokken fem i morges kunne se TV2s udsendelse der følger prinsens sidste rejse.

I alt deltager 60 personer, dels fra kongefamilien og prins Henriks franske familie, dels enkelte officielle personer, i bisættelsen, som ventes at tage 45 minutter.

Højtideligheden bliver afsluttet med jordpåkastelse i slotskirke. Herefter vil båren blive ført ud og blive anbragt på rustvognen i en procession af den nærmeste familie.

Alle kirkeklokker i Danmark vil ringe 30 minutter før og 30 minutter efter bisættelsen.

Derefter vil der være en helt privat sammenkomst. Gæstelisten er ikke oplyst, men statsminister Lars Løkke Rasmussen og formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard har ifølge flere danske medier oplyst, at de deltager.

Efter bisættelsen skal prins Henrik kremeres. En del af asken skal spredes i danske farvande, mens den anden del nedsættes i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave.

De sidste tre dage har op mod 20.000 mennesker taget afsked med prins Henrik under hans "castrum doloris", smertens-  eller sorgens leje, i Christiansborg Slotskirke.