Så skal der grines i Ilulissat

Komikerne Piitannguaq Alaufesen og Valerius Nielsen er klar til at underholde med deres show 'Aaseralaat' i kulturhuset Sermermiut i Ilulissat.
Skrevet af Noah Mølgaard
19. februar 2013 07:36

Showet bliver holdt onsdag, torsdag og fredag i Sermermiut og billetsalget er allerede godt i gang.

- Vi har valgt at booke showet til tre aftener, da vi regner med en stor efterspørgsel, siger Jonas Fleischer fra Sermermiut til KNR.gl.

Showet 'Aaseralaat' blev afholdt i Katuaq lørdag den 19. januar, hvor den store efterspørgsel førte til at showet blev afholdt to gange samme aften.

Nu bliver showet afholdt i Ilulissat, men det bliver ikke direkte gentagelse af showet i Katuaq.

- Vi blev booket til en times underholdning i Katuaq. Nu har vi fået mulighed for at lave halvanden times underholdning i Ilulissat, siger Piitannguaq Alaufesen til KNR.gl.

Piitannguaq Alaufesen og Valerius Nielsen var på scenen hver for sig en gang under showet i Katuaq inden de lavede en fælles sketch. Nu skal de underholde hver for sig to gange under samme show.

- Jeg skal blandt andet underholde med 'Kingulliarsussuaq Aapasoq', som er efterkommer til 'Uulliarsuaq Aapasoq' som jeg har underholdt med tidligere, fortæller Piitannguaq Alaufesen.

Valerius Nielsen bor i Sisimiut, mens Piitannguaq Alaufsen bor i Ilulissat. Valerius Nielsen har lige holdt familie højskole i Upernavik og kunne dermed med et par dages ekstra ophold i Ilulissat lave underholdning.

Poul Wille skal stå for musikalsk mellemspil, hvor han blandt andet skal imitere Elvis Presley og synge sine egne sange.