Russisk domstol idømmer kritisk journalist otte års fængsel

Journalisten Alexander Nevzorov har ifølge dommen spredt falske nyheder om den russiske hær.
Politiet i Rusland indledte en efterforskning af Nevzorov sidste år på baggrund af en række opslag på sociale medier. Foto © : mewzan/flickr
Skrevet af Ritzau
01. februar 2023 09:12

Den fremtrædende russiske journalist Alexander Nevzorov er blevet idømt otte års fængsel in absentia ved en domstol i Moskva.

Her er han kendt skyldig i at sprede "falske nyheder" om den russiske hær.

Det rapporterer russiske statsmedier ifølge Reuters.

Nevzorov var - som dommen indikerer - ikke til stede i retten i den russiske hovedstad. Han befinder sig formentlig slet ikke i Rusland.

Hans hustru oplyste i marts sidste år i et opslag på Instagram, at parret på det tidspunkt opholdt sig i Israel.

Politiet i Rusland indledte en efterforskning af Nevzorov sidste år på baggrund af en række opslag på sociale medier.

Her beskyldte journalisten Ruslands væbnede styrker for bevidst at have bombet et barselshospital i den ukrainske by Mariupol.

LÆS OGSÅ Rapport: Ruslands undertrykkelse af borgere når nye højder

Det er en anklage, som Rusland har afvist.

Nevzorov blev i juni sidste år tildelt ukrainsk statsborgerskab, skriver mediet Radio Free Europe. Det skete, efter at politiet i Moskva havde beordret ham anholdt.

Den 64-årige journalist er en kendt kritiker af styret i Kreml. Allerede inden Sovjetunionens sammenbrud gjorde han sig bemærket med antikommunistiske udtalelser.

Han har længe levet livet farligt. Ved et møde med to kilder en sen aften i Leningrad - det nuværende Sankt Petersborg - blev han i 1990 såret, da han blev ramt af skud. Han var allerede dengang beskyttet af livvagter, som inden skudepisoden var blevet lokket væk.

Efter Ruslands invasion af Ukraine er russiske journalisters i forvejen begrænsede frihed blevet svækket.

I marts sidste år vedtog det russiske parlament således en lov, der betyder, at journalister kan idømmes op til 15 års fængsel for at sprede "falske nyheder" om det russiske militær.

Flere kritiske journalister har da også forladt Rusland.