Rusland vil returnere tre beslaglagte skibe til Ukraine

Konflikten mellem Ukraine og Rusland har stået på i årevis. De seneste måneder har vist tegn på opblødning.
De ukrainske skibe, der blev beslaglagt af Rusland i november sidste år, er to bevæbnede skibe og en slæbebåd. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. november 2019 13:17

Rusland vil tilbagelevere tre skibe til Ukraine, efter at de blev beslaglagt for omkring et år siden.

Målet er at nå nærmere en løsning på den konflikt, der hersker mellem de to lande.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax søndag.

- I overensstemmelse med aftalen med Ukraine bliver tre ukrainske skibe bragt med slæbetov fra havnen i Kertj til et godkendt sted, hvor de kan overdrages, siger grænsebetjente fra den russiske sikkerhedstjeneste ifølge Interfax.

Beslaglagte skibe var bevæbnede

Overdragelsen skal finde sted mandag.

Tv-kanalen Krim 24 har frigivet billeder af de tre ukrainske skibe, som bliver slæbt af en russisk båd over Kertj-strædet, der løber mellem det russiske fastland og Krim-halvøen.

De kan ses sejle under Krim-broen, der er etableret for at forbinde Rusland med Krim-halvøen, som blev annekteret af Rusland i 2014.

Skibene blev beslaglagt af Rusland i november sidste år.

Der er tale om to bevæbnede skibe samt en slæbebåd.

Ukrainske sømænd løsladt

24 ukrainske sømænd blev samtidig taget til fange under aktionen. De fik lov til at vende tilbage til Ukraine i september i en fangeudveksling, der blev set som et markant fremskridt i forholdet mellem de to lande.

Fredag meddelte Frankrig, at der 9. december vil blive afholdt et topmøde mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine i Paris. Her skal man diskutere måder at løse konflikten i det østlige Ukraine.

Zelenskij forsøger fredsproces

Topmødet er blevet muliggjort af de "store fremskridt", der er blevet gjort, siden Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, satte sig på posten i april, lyder det fra Frankrig.

Den tidligere komiker Zelenskij har forsøgt at genoplive fredsprocessen for konflikten i det østlige Ukraine.

Konflikten brød ud i 2014, da prorussiske separatister rev sig løs og erklærede selvstændighed. Den har kostet omkring 13.000 mennesker livet.

Siden oktober har Ukraines hær og russisk-støttede separatister trukket sig tilbage fra flere afgørende positioner ved frontlinjen.

/ritzau/AFP