Rubinmine baner vejen for lokale laboratoriemedhjælpere

Mineindustriprojekter øger behovet for lokal, uddannet arbejdskraft. True North Gems' rubinmine i Qeqertarsuatsiaat har således netop fået uddannet landets første laboratoriemedhjælpere på Råstofskolen i Sisimiut.
Foto © : Tove Madsen/teknikimik ilinniarfik
Skrevet af Karsten Sommer
21. april 2016 11:02

12 kursister fra Nuuk begyndte den 4. april med to ugers intensiv træning i grundlæggende laboratoriearbejde stilet mod mineindustrien. 

Kurset gav et grundigt indblik i elementære færdigheder, arbejdsmetoder og sikkerhedsforanstaltninger i et laboratorium.

Læs også Rubinmine bliver en langt bedre forretning

Holdet har også lært om arbejdsmiljøloven, retsinformation, kontrol samt ansvar og pligter, når man arbejder i et laboratorium.

Resultatet af to ugers øvelser, prøver og studier giver samlet et udførligt kendskab til god laboratoriepraksis, sikkerhedsregler og brug af personlige værnemidler, skriver Råstofskolen i Sisimiut, der glæder sig over nu at sende hvad de kalder "12 kvalificerede laboratoriemedhjælpere" videre til forhåbentlig fremtidigt arbejde i et kemisk laboratorium i mineindustrien.