Royal Greenlands drift hårdt udfordret af RAL-problemer

Nu rammes også Royal Greenland af de mange problemer i Royal Arctic Line.
Foto © : RAL
Skrevet af Karsten Sommer
27. oktober 2017 06:59

Det gælder stor usikkerhed omkring leverancer af tomme containere og paller, manglende losninger af trawlere, og usikre anløb af containerskibe til de fleste af Royal Greenland's 38 fabrikker i Grønland.

Problemerne er blevet så udbredte, at det nu går ud over driften til lands og til vands i Royal Greenland. Især fabrikken i Maniitsoq er udfordret og er lukningstruet, skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ Erik Jensen vil lade RAL sejle videre

LÆS OGSÅ Anlægsudvalget kræver redegørelse om RAL-problemer

De manglende leverancer af tomme containere til Maniitsoq har resulteret i, at fryselageret på fabrikken nu er fyldt. Og så længe fryseren er fyldt, kan produktionen ikke fortsætte, skriver Royal Greenland.

- Vi kan ikke engang producere vores populære ferske fisk, fordi vi ikke kan planlægge på grund af de usikre anløb af skibe, der aflyses med kort varsel, siger Susanne Marie Knudsen, fabrikschef på Royal Greenland's fabrik i Maniitsoq.

LÆS OGSÅ KNI-direktør raser over RAL

Også fabrikkerne i Upernavik distrikt og i Saqqaq er hårdt ramt. Her har for eksempel Saqqaq forgæves ventet på at få leveret paller i to måneder.

Med de store udfordringer in mente er Royal Greenland derfor stærkt bekymret for både forsyning og afskibning af deres produkter, inden isen lægger sig i Nordgrønland, slutter fiskerikoncernens nødråb.