Royal Greenland ansatte strejker i Aalborg

Ansatte på Royal Greenlands fabrik i Aalborg strejker i protest mod, at fiskerigiganten har meldt ud, at fabrikken i Aalborg måske skal flyttes til Tyskland.
Arkivfoto Foto © : Inga Egede/Royal Greenland
Skrevet af Thomas Munk Veirum
10. januar 2019 10:22

Nordjyske ansatte i Royal Greenland har nedlagt arbejdet torsdag morgen. Det skriver TV2 Nord.

Arbejdsnedlæggelsen sker som følge af Royal Greenlands planer om muligvis at flytte pakningen af rejer fra en fabrik i Aalborg til Tyskland.

Ved en flytning af produktionen vil omkring 50 arbejdspladser i Aalborg være i fare. Herunder 20-30 medarbejdere i produktionen, som torsdag morgen har nedlagt arbejdet. 

LÆS OGSÅ Royal Greenland lukker en af sine fabrikker i Aalborg

Benny Vinther Jensen fra 3F i Aalborg, der har en del af personalet fra Royal Greenland organiseret, siger til TV2 Nord:

- De ansatte, der er tale om, er utilfredse med måden, de er blevet gjort bekendt med, at de mister deres arbejde. De ved ikke meget, da virksomhedens øverste direktør har meddelt, at han først kan komme til Aalborg og orientere den 4. februar, siger Benny Vinther Jensen.

I en pressemeddelelse skriver Royal Greeenland, at det endnu ikke er endeligt besluttet at flytte fabrikken, men selskabet forventer at have truffet beslutning i begyndelsen af februar.

LÆS OGSÅ Manglen på lokal arbejdskraft udfordrer Royal Greenland

Royal Greenland oplyser, at lejekontrakten på fabrikken på Østhavnen i Aalborg udløber i slutningen af 2019, og selskabet er derfor i gang med at se på mulighederne for den produktion:

- De vigtigste markeder for vores detail - og foodserviceprodukter findes i de store europæiske markeder. Vi er derfor i færd med at se på mulighederne i Cuxhaven i Tyskland, hvor vi allerede pakker færdigvarer til de europæiske kunder, siger produktionsdirektør i Royal Greenland, Lars Nielsen, og fortsætter:

- Vi kan i Cuxhaven opnå en del synergi ved sammenlægning, herunder en markant lavere husleje.

LÆS OGSÅ Royal Greenland fisker nyt overskud i hus