Aalborg Royal Greenland-ansatte har genoptaget arbejdet

Medarbejdere på Royal Greenlands fabrik i Aalborg har genoptaget arbejdet efter en orientering fra ledelsen. Det skriver TV2Nord.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Thomas Munk Veirum
11. januar 2019 12:12

Torsdag nedlagde medarbejderne arbejdet på fabrikken i Aalborg på grund af Royal Greenlands planer om at lukke fabrikken og flytte produktionen til Tyskland.

Medarbejderne følte sig dårligt orienteret om planerne, men de har fredag formiddag fået en forklaring fra ledelsen om den planlagte lukning af virksomheden, oplyser tillidsrepræsentant Lillian Haustorp til TV2Nord

LÆS OGSÅ Royal Greenland ansatte strejker i Aalborg

Royal Greenland skriver i en pressemeddelelse, at fabrikken i Aalborg lukkes og produktionen flyttes til selskabets fabrik i Cuxhaven i Tyskland blandt andet for at sænke omkostningerne.

Royal Greenland oplyser desuden, at der arbejdes sammen med medarbejderne på fastholdelses- og fratrædelsesaftaler i overflytningsperioden. Medarbejderne vil også få mulighed for fremtidig beskæftigelse i Cuxhaven af midlertidig eller permanent karakter. 

LÆS OGSÅ Royal Greenland lukker en af sine fabrikker i Aalborg

- Medarbejderskaren på Langerak består i høj grad af en række erfarne og kompetente medarbejdere, der kan bidrage til en gnidningsløs overflytning og videreførelse af produktionen. Det er derfor vores håb, at vi sammen med medarbejdergruppen kan finde et godt grundlag at samarbejde på i den kommende tid, udtaler Nils Kinnerup, økonomidirektør i Royal Greenland.