Royal Arctic Line sender igen skib til Antarktis

Containerskibet Malik Arctica er på vej til Antarktis for at levere forsyninger til forskningsstation.
Her er et foto fra Malik Arcticas seneste tur til Antarktis, hvor der lastes direkte på isen. Foto © : Royal Arctic Line
Skrevet af Mathies Hvid Toft
25. november 2021 09:35

Siden 2007 har Royal Arctic Line sejlet gods til Antarktis, på nær et enkelt år.

2021 bliver ingen undtagelse for lige nu er containerskibet Malik Arctica på vej til en forskningsstation i Antarktis for det tyske forskningsinstitut Alfred Wegener institut.

Det meddeler rederiet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Forsker: 20 grader på Antarktis bør udløse bekymring

- Malik Arctica har lastet i Bremerhaven og efter et stop i Cape Town, hvor de sidste friske forsyninger lastes ombord, går turen yderligere mod syd, hvor der venter en udfordrende opgave med losning til iskanten, som nogle steder kan være op mod 15 meter høj.

Det er Royal Arctic Lines erfaringer fra isfyldt farvand herhjemme, og Malik Arcticas ekstra forstærkede skrog, der giver sydpolske kunder til rederiet.

Malik Arctica er nemlig rangeret med den højeste is-klasse for containerskibe.