Roser til Kielsen for at sætte selvstændighedskampen på hold

Der er ros til formanden for naalakkersuisut fra Foreningen Rigsfællesskabet.
Foto © : Systime/Youtube
17. april 2015 07:53

Foreningens formand, Nauja Lynge, roser i dagens udgave af Politiken Kim Kielsen for sin klare udmelding om, at Grønlands kamp for selvstændighed er sat på hold.

- Det at turde gå ud i medierne og sige rent ud, at selvstændighed er sat på hold, og at man nu vil samarbejde med Danmark, kræver stort mod. Det er at føre en ansvarlig politik, hvor der tages ansvar og fokuseres på realistiske mål, siger Nauja Lynge i en kronik i Politiken.

LÆS OGSÅ Foreningen Rigsfællesskabet: Lad ikke stoltheden ruinere fremtiden

Hun undrer sig dog over, at udtalelsen fra Kim Kielsen ikke har fået større opmærksomhed i Danmark, især i de danske medier, som var meget optaget af debatten om Grønlands selvstændighed under Aleqa Hammonds regeringstid.


- Jeg forstår faktisk ikke, at denne udmelding ikke har fået større opmærksomhed i dansk presse. Det er stadig kun grønlandsinteresserede, der har hørt om denne kursændring. Det skal nok siges nogle gange, før det rigtig får fodfæste. Det ville for eksempel klæde den danske statsminister at bakke op og hjælpe med at få solgt dette budskab til pressen, skriver formanden for Foreningen Rigsfællesskabet i sin kronik.