Rigsmødet finder sted i Igaliku
Selve mødet mellem de tre regeringsledere i Rigsfællesskabet finder sted i Igaliku i Sydgrønland næste torsdag den 30.august.
Dagen indledes i Nuuk, hvor Kuupik Kleist og Helle Thorning Schmidt med følge spiser morgenmad i Hans Egedes Hus, hvorefter delegationerne flyver til Narsarssuaq via Paamiut.
I Narsarssuaq støder lagmand Kaj Leo Johannesen til, og sammen sejler de tre regeringsledere med følge dernæst om eftermiddagen til Igaliku og holder det egentlige Rigsmøde, der finder sted på noget så eksotisk som Igaliku Bygdehotel.
Om aftenen er Kuupik Kleist vært ved en middag på Hotel Narsarssuaq, og fredag den 31.august tager delegationerne på helikoptertur til både vandkraftværket ved Qorlortorsuaq og mineprojektet Kringlerne. Dernæst frokost på Hotel Qaqortoq og besøg ved nordboruinen Brattalid ved Qassiarsuk.
Både statsministeren og lagmanden medbringer deres ægtefæller.
Det er iøvrigt ikke første gang Igaliku har fornemt udenlandsk besøg.
I 2004 var en solbeskinnet bygd rammen om den historiske underskrivelse af Igaliku-aftalen mellem USA, Danmark og Grønland, hvor de daværende udenrigsministre, Colin Powell fra USA, Per Stig Møller fra Danmark og Josef Motzfeldt mødtes og underskrev samarbejdsaftalen ved en udendørs højtidelighed Igaliku.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt indleder sin Grønlandsrejse allerede på mandag den 27.august, hvor hun indleder Grønlands-besøget i Danneborg på Østkysten, hvor hun blandt andet besøger Forsvarets Sirius Patrulje.
Dernæst fortsætter hun til Thule basen, hvor hun overnatter to gange, før hun begiver sig til Nuuk og slutter sig til Rigsmødearrangementet.