Rektor lover forbedringer på universitetet

Universitetsrektor Tine Pars tager den seneste kritik fra studerende og eksterne lektorer på Ilisimatusarfik til sig og erkender, at undervisningsniveauet på Ilisimatusarfik skal have et grundigt eftersyn. Hun vil nu sætte ind med studenterevalueringer, fagligt internationalt netværk og arbejdsgrupper, der skal sikre det faglige niveau i undervisningen.
Skrevet af mlk
22. september 2009 11:48

Flere studerende og eksterne lektorer fra Admininstration på Ilisimartusarfik har den seneste tid offentligt beklaget undervisningsniveauet på universitetet. De mener ikke det lever op til internationale standarder. Det er ellers netop, hvad lovgivningen foreskriver det skal.

Nu svarer rektor for Ilisimatusarfik Tine Pars igen på kritikken, og den er i hendes øre ikke ny.

- Jeg tager deres kritik alvorligt og har i et stykke tid vidst, at både studerende og tidligere undervisere har påpeget de her ting. Så jeg er allerede i gang med at få ting sat i værk, siger rektor Tine Pars, og det er et grundigt eftersyn, hun har i tankerne for Ilisimatusarfik.

- Der kommer studenterevalueringer i nærmeste fremtid, og der sker en evaluering af universitetet som helhed. Den vil involvere både de studerende og medarbejderne. Vi skal kigge på´, hvad vi egentlig synes om universitetet, om undervisningen, om ledelsen, om arbejdsmiljøet og så videre. Og fra aftagernes side skal vi se på det produkt, som Ilisimatusarfik leverer - er det godt nok?, spørger Tine Pars, som også lover at følge udviklingen nøje den kommende tid.

Indoktrinering

De studerende på Administration kritiserede også undervisningen for at have en politisk dagorden og beskyldte undervisningen for at bære præg af indoktrinering. Også den kritik tager rektor Tine Pars meget alvorlig.

- Jeg ser med stor alvor på det og vil give det særlig opmærksomhed også i forhold til den evaluering, som nu skal ske på instituttet og af undervisningsniveauet og -metoderne. Jeg vil tage budskaberne videre til den arbejdsgruppe, der nu bliver nedsat. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at de studerende føler, at de får mundkurv på eller ikke må have en anden politisk holdning, fastslår Tine Pars

Hun har, foruden at nedsætte arbejdsgrupper som skal sikre univisningsniveauet for hvert fag og institut på universitetet, påbegyndt et samarbejde med Ålborg Universitet, hvor alle lærere på Ilisimatusarfik fremover skal på undervisningskursus, inden de påbegynder lektioner med de studerende.