Portræt: Reinos rejse mellem to farvande
Fire dæksgaster træder ud på agterdækket på inspektionsskibet Vædderen. I par bevæger de sig langs rælingen mod Seahawk-helikopteren, som er ved at lette. Men før den kan det, skal selerne først fjernes. De er med til at sikre helikopteren, så den ikke ryger overbord, og ender i suppen – som det kaldes til søs.
Kort tid efter er helikopteren i luften, og gasterne tilbage i helikopter-hangaren i færd med at træde ud af deres blå heldragter.
Reino på 24 år, tager sin hjelm af. Han har været ombord i seks uger. På landkrabbesprog er en skibsgast lidt som at være skibets pedel, forklarer han.
Vi møder ham efterfølgende i menigmessen, hvor morgen-, middag- og aftensskafningen foregår. Med andre ord: der hvor dagens måltider bliver spist.
Her fortæller han, at Vædderen ikke kun er en arbejdsplads for ham, men også et sted, hvor han begyndte at finde sig til rette med både sin danske og grønlandske baggrund.
Trang til eventyr
- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville i Søværnet. Mine venner, der allerede var det, fortalte mange gode historier herfra. Det er dem, der har inspireret mig, fortæller Reino.
Planen var, at han allerede efter sin gymnasietid på GUX i Nuuk skulle melde sig til Forsvarets dag.
Men sådan gik det ikke. For da dagen kom, og Reino og hans kammerater – høje på livet og klar til eventyr – ville melde sig, blev de mødt af lukkede døre og mørklagte lokaler i Nuuk, hvor Forsvarets dag skulle have været afholdt.
- Det var blevet aflyst uden begrundelse. Det fuckede lidt mine planer op, groft sagt, fortæller han.
I stedet startede han som arbejdsmand i et firma i Nuuk, indtil han flyttede til Aarhus, hvor han begyndte at studere. Men rastløsheden og drømmen om eventyr forsvandt ikke ned i lærebøgerne.
Fra kaserne til kahyt
I slutningen af november 2024 startede Reino derfor som værnepligtig på Flådestationen i Frederikshavn. Han havde brug for, at der skete noget i hans liv. Skoletrætheden havde meldt sig, fysikken var dalet og disciplinen haltede. For ham blev værnepligten svaret på de udfordringer
- Vi marcherede virkelig meget. Det var overvældende i starten. At træne op, spise sundere, drikke mere vand og feste mindre, siger han med et smil.
Universitetsbøgerne blev altså skiftet ud med grundlæggende sømandskab, lige som alkoholen blev skiftet ud med vanddunken og de sene fester med tidlig træning. Og selvom starten var udfordrende, endte værnepligten som en god oplevelse for Reino, hvor han fandt en balance mellem at have det sjovt og samtidig arbejde hårdt.
Nu, lidt mere end et halvt år senere, er kasernen i Frederikshavn i Jylland byttet ud med inspektionsskibet Vædderen i Grønland.
Ikke at høre til
Reino er vokset op i både Grønland og Danmark. Han blev født i Nuuk, men har det meste af sin barndom pendlet mellem de to lande, blandt andet på grund af forældrenes studier og derefter deres skilsmisse.
Det betød, at han igen og igen skulle tilpasse sig nye skoler og nye sprog – og ofte stod med en følelse af at høre halvt til begge lande, men ikke helt til nogen af dem.
- Når jeg var i Grønland, blev jeg kaldt dansk. Og i Danmark var jeg grønlænderen, fortæller han og fortsætter:
- Jeg var sprogforvirret. Fordi jeg talte begge sprog, men var ikke særlig god til nogen af dem.
Først i de senere år er det hele begyndt at falde på plads. Ombord på Vædderen har han ikke kun fået en hverdag til søs – men også chancen for at blive genforenet med sin grønlandske baggrund.
Genfunden stolthed
Et særligt øjeblik står tydeligt i hukommelsen hos Reino. En eftermiddag ved Uummannaq skulle Vædderen bryde is tæt på en bygd, men besætningen kunne ikke få radiokontakt til en fisker, der lå stille i vandet foran isen. I stedet blev Reino – som den eneste grønlænder ombord – sejlet afsted i en gummibåd for at tale med ham ansigt til ansigt.
- Jeg var lidt nervøs, for jeg havde ikke talt grønlandsk i lang tid. Men så snart jeg begyndte at tale, åbnede han op. Det var, som om han med det samme slappede mere af, siger han.
Samtalen gik godt, og fiskeren flyttede sig, så Vædderen kunne gå i gang med at bryde isen. For Reino var oplevelsen fuldbyrdende fordi, han kunne bruge sit modersmål som en styrke i sit arbejde.
- Den oplevelse betød meget. Især fordi jeg føler, at jeg har forsømt min grønlandske baggrund i lang tid. Men jeg har fundet fred med det. Jeg står inde for, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og jeg kan hvile i mig selv, fortæller han.
For Reino er den grønlandske baggrund en styrke. Derfor håber han også, at flere grønlændere får lyst til at tage samme vej – og bruge deres kendskab til både folket og naturen i Søværnet.
Et skridt ad gangen
Tilbage i menigmessen lyder en metallisk stemmeover højttaleranlægget – også kaldt storemund. Reino bliver kaldt tilbage til agterdækket. Helikopteren er på vej tilbage.
Han har to uger tilbage på Vædderen, før han skal retur til Danmark. Men han er ikke i tvivl om, at han vil vende tilbage.
- Jeg regner helt sikkert med at sejle heroppe igen. Jeg holder meget af det, siger han.
Fremtiden derimod er mere åben. Reino ved endnu ikke, hvilken retning strømmen vil føre ham.
- Jeg har forskellige ideer. Lige nu lyder officerskolen spændende. Men jeg har også et studie, der venter. Det er svært at sige. Jeg tror, jeg tager det et skridt ad gangen, siger han.
