Regionslandshold skal skabe bedre futsalspillere

Grønlands Boldspil Union, GBU, har indgået et nyt samarbejde med Elite Sport Greenland, ESG, for at udvikle flere af landets talentfulde spillere. Fremover vil GBU samle de bedste spillere mellem 16-25 år en til tre gange årligt i de forskellige regioner.
Foto © : Aviâja Madsen
Skrevet af Mads Pedersen
10. september 2016 18:20

ESG giver økonomisk støtte til talentprojektet som GBU komme til at stå for. En fordel ved denne model, er, at regionale samlinger koster mindre, end det gør at samle talenterne på et sted, skriver GBU. 

Samtidigt håber forbundet på denne måde at kunne udvikle flere talenter, end man har gjort før. 

- Samarbejdet med ESG vil styrke GBU´s planer om at flere talenter skal udvikles regionalt, siger GBU´s formand John Thorsen i en pressemeddelelse.

Landstrænere kommer til regioner

Det er dog ikke kun spillerne der i træning. Klubbernes trænere og ledere skal også styrkes med træningsøvelser og der skal indføres en taktisk rød tråd gennem årgangene, ved at bruge GBU´s Futsal uddannelsessystem, lyder det fra forbundet. 

Herudover skal spillerne uddannes i, hvad det vil sige at være landsholdsspiller med sund livsstil, og fast fokuseret træning, som en del af hverdagen. De bliver testet året rundt, og målet er at skabe grundlaget for, at spillerne med træning og de korrekte værktøj kan udfolde deres talenter til fulde. 

Landstrænerne Tekle Ghebrelul og Rene Olsen skal besøge de forskellige regioner for at introducere det nye tiltag. 

- Der vil blive arbejdet målrettet med form, taktisk spilforståelse og viljen til at ville udvikle sig for spillerne, men også for de lokale ledere, siger Tekle Ghebrelul og Rene Olsen i GBU pressemeddelelse.

Endeligt er der lagt op til en tættere kontakt mellem talenter og landstrænernes forlængede arme, som er GBU regionschefer eller lokale sheriffer, som GBU kalder dem. 

Udtagelse af spillerne til regionale samlinger i 2016 sker i samarbejde med de lokale klubber og Regionstrænere. Der deltager mellem 22-25 spillere per region.

Første samling bliver i region Kujataa fra den 9. september til den 11. september i Qaqortoq.  Derefter vil landstrænerne rejse til Ilulissat den 23. september til den 25. september.