Regeringen vil sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet

Den danske regering vil nu forsøge at finde et flertal for, at undervisning om rigsfællesskabet bliver obligatorisk i den danske folkeskole.
Foto © : Hordaland fylkeskommune/Flickr
12. december 2018 06:01

Det meddeler Statsministeriet.

I dag er 'rigsfællesskabet' en del af læringsmålene i den danske folkeskole, men det er op til den enkelte skole og lærer, hvordan og hvor meget eleverne skal undervises i emnet.

LÆS OGSÅ Rigsfællesskabet skal på dansk skoleskema

Det har flere gange været forslået fra blandt andet de grønlandske folketingsmedlemmer, at både historie- og kulturformidling om Grønland og Færøerne skal være obligatoriske emner i de danske skoler.

Senest har en lang række foreninger med tilknytning til Grønland samt De Grønlandske Huse fremsat et såkaldt borgerforslag til Folketinget om at sætte rigsfællesskabet på skoleskemaet.

Og det bliver nu taget op i folkeskoleforligskredsen i Folketinget, oplyser regeringen.

LÆS OGSÅ Lærerforening: Nej til særlige læringsmål om Rigsfællesskabet

Forslaget om at gøre undervisning om rigsfællesskabet obligatorisk er dog tidligere blevet afvist af Danmarks Lærerforening. Her har man ikke ønsket, at politikerne dikterer, hvad der skal på skemaerne.

Forligskredsen står bag den seneste folkeskolereform og er uden deltagelse fra nordatlantiske folketingsmedlemmer.