Rapport: Uransø ved Narsaq vil lække

En ny rapport om Kvanefjeld-mineprojektet ved Narsaq leverer fakta om mineprojektet, der kaster et kritisk lys på miljødelen af projektet.

Ifølge rapporten, der er skrevet af den hollandske ekspert i miljø-, energi- og teknologivurdering Jan Willem Storm van Leeuwen, er det uundgåeligt, at der vil sive stærkt forurenet vand fra to affaldsdepoter blandt andet Narsaqs sø Taseq.

Det er en rapport, som forskeren er blevet ansat til at lave af tre miljøorganisationer, blandt andet Grønlands Avataq.

- Storm van Leeuwens rapport kommer med noget af den information, som vi mener har manglet i debatten indtil nu, siger formand i Avataq, Mikkel Myrup.

Han taler på vegne af tre andre organisationer også: Det Økologiske Råd, Noah - Friends of the Earth Denmark og foreningen Vedvarende Energi.

Avataq-formanden har særligt læst ét afsnit i den hollandske rapport med nysgerrighed. Det handler om, hvad Greenland Minerals and Energy har tænkt sig at gøre ved resterne fra deres minearbejde - resterne af sten, metal og uran.

- Det materiale kommer til at blive opsamlet i nogle depoter, som uden tvivl kommer til at lække en dag. Det vil sige, at de farlige kemikalier og flere radioaktive stoffer vil komme til at havne i miljøet omkring Narsaq. Det er nu uden for enhver tvivl, siger han.

Miljøforkæmperen er blevet usikker på, hvilken metode mineselskabet vil bruge til at deponere støvet og stenresterne fra minen. Måske de vil bruge en sø til materialet, en sø som skal fores i bunden med en slags cement. Der er materialer til at fore en minesø, som er sikre, siger Myrup, men han er bekymret for, om GME helt lader være og gør noget andet. De har nemlig ikke lagt sig fast på nogen metode til at skaffe sig af med alle resterne fra minen.

Mikkel Myrup vil have, at den nye rapport om Kvanefjeldsminen skal indgå i det officielle materiale om minen og om uranudvinding, som ligger på Naalakkersuisuts hjemmeside. Lige nu kommer materialet nemlig mest fra Greenland Minerals and Energy selv - firmaet med mineplaner - eller andre, der er betalt af dem.

- Det materiale, der ligger nu, er noget meget overfladisk materiale, og det er overvejende positivt over for brugen af atomkraft, siger Mikkel Myrup.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl