Rapport: Intensiv støtte har givet en bedre hverdag for udsatte grønlændere

Ni måneders intensiv støtte til grønlandske borgere i Danmark med sociale problemer har givet bedre helbred og færre problemer. Det viser en ny undersøgelse.
I alt er 117 grønlandske borgere startet i forløbet, mens 72 personer har gennemført. Foto © : Scanpix
27. februar 2021 11:48

Det gør en forskel, når en af kommunens ansatte har god tid til at hjælpe en udsat grønlandsk borger i Danmark.

Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som har lavet.

Seniorforsker Lars Benjaminsen har undersøgt, hvordan et forløb med ekstra hjælp over ni måneder for udsatte grønlandske borgere i Danmark er gået. 

I alt er 117 grønlandske borgere startet i forløbet, mens 72 personer har gennemført.

- Det nye i metoden har været, at man har haft en kommunal støttemedarbejder, som har givet en håndholdt og intensiv indsats over ni måneder, hvor der har været tid og fleksibilitet, siger Lars Benjaminsen.

En hjælper lige ved hånden

Borgerne har boet i Aarhus, Vejle og Odense Kommune og har haft problemer med at alt fra hjemløshed, misbrug, mangel på sundhedsbehandling, haft behov for økonomisk hjælp eller haft en sag med deres børn hos kommunens familieafdeling - for at nævne nogle eksempler.

Cirka havldelen har holdt møde mindst én gang om ugen med en kommunal bostøtteperson, mens hver tredje borger har haft 2-3 møder om ugen. I alle kommuner har der været adgang til en grønlandsktalende bostøtteperson, som kunne hjælpe de, der kun talte begrænset dansk.

Overgangsstøtte til udsatte grønlændere i Danmark

Forløbet har strukket sig fra december 2017 til december 2020 i etaper af 9 måneder.

Metoden stammer fra USA og hedder Critical Time Intervention - forkortet CTI.

Målet er at hjælpe en borger, der er i en svær overgang i livet - for eksempel ved at flytte fra Grønland til Danmark - og yde rådgivning og støtte i alt, hvad borgeren har brug for fra det offentlige velfærdssystem i Danmark.

I alt 117 grønlandske borgere har været startet i forløbet, mens 72 personer har gennemført alle ni måneder.

Det har været både grønlandske mænd og kvinder fra 18 til 50+ år. Heraf har nogle været i Danmark kort tid, mens andre har boet i landet i over 10 år.

Samtidig med projektet har flere af borgerne i forløbet haft en frivillig støtteperson fra et af De Grønlandske Huse.

Kilde: Rapport "Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark", Vive

 

Og det har betydet, at der hele tiden har været én, som den grønlandske borger kunne mødes med for at tale om sine problemer.

I rapporten om undersøgelsen står: "Flere af borgerne fortæller i interviewet, at de aldrig før har oplevet at få en sådan hjælp og støtte, som de har fået gennem forløbet."

 

LÆS OGSÅ 28 millioner kroner skal hjælpe sårbare grønlændere i Danmark

Og uanset om de grønlandske borgere har boet i Danmark i kort tid eller i mange år, har alle følt, at deres helbred er blevet bedre undervejs. Samtidig er antallet af personer, som var i uddannelse eller aktivitering, steget fra 18 procent før forløbet til 52 procent ni måneder senere.

- Hovedparten har i løbet af forløbet fået et løft i deres trivsel i hverdagen og deres selvvurderede helbred. En del af borgerne har fået hjælp til at komme i bolig, så alt i alt kan vi se, at hovedparten af borgerne har profiteret rigtig godt af den her indsats, siger Lars Benjaminsen.

Kun en midlertidig indsats

Projektet er betalt af satspuljemidler fra den danske stat, som er penge, der kun er afsat i en begrænset tid til midlertidige projekter.

Og selv om forløbet har hjulpet en række grønlandske borgere i Danmark, har andre brug for mere. 

- Man skal være opmærksom på, at der er en del af den her gruppe, som har brug for sådan en håndholdt hjælp i længere tid, siger Lars Bejaminsen.

LÆS OGSÅ Martha Abelsen: Kritik af anbefalinger er helt forfejlet

Og her kan andre danske kommuner lære af de nye erfaringer, mener han.

- Nogen af de tidligere indsatser på området har generelt ikke været lige så intensive og fleksible. Men erfaringerne fra det her projekt viser, at hvis man giver en tilstrækkelig specialiseret og intensiv indsats, så kan man faktisk give borgerne en bedre hjælp og forbedre deres livssituation.