Rapport: Fattige kvinders ulønnede arbejde er milliarder værd

Uligheden er stadig ekstrem. Ikke mindst fordi fattige - især kvinder - arbejder ulønnet ifølge organisation.
Ifølge rapporten sidder en lille eksklusiv klub af milliardærer på størstedelen af verdens rigdom. Alt imens knokler verdens fattigste - især kvinder - for overhovedet at overleve. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. januar 2020 10:12

Der er stadig ekstrem ulighed i verden. Det vurderer udviklingsorganisationen Oxfam Ibis i sin årlige ulighedsrapport.

Her fremgår det blandt andet, at en lille eksklusiv klub af milliardærer sidder på størstedelen af verdens rigdom. Alt imens knokler verdens fattigste - især kvinder - for overhovedet at overleve.

- Uligheden er ude af kontrol, og der er stadig en ekstremt rig elite, som bliver rigere år for år, uanset hvad der sker i verden, siger generalsekretær i Oxfam Ibis Kristian Weise.

- Det står i kontrast til en masse almindelige mennesker, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen både i Europa og i Nordamerika, men især i verdens fattigste lande, tilføjer han.

Ifølge organisationen sidder verdens 2153 dollarmilliardærer på mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen.

Mange af de rigeste bliver ifølge Oxfam rigere af indtægter fra for eksempel aktier og arv, der i de fleste lande beskattes langt mildere end almindeligt arbejde.

Til sammenligning må millioner af fattige kvinder knokle ulønnet med arbejdet i hjemmet.

- Der foregår en masse ubetalt omsorgsarbejde ude i verden. Det vil sige arbejde, som handler om at få familien til at hænge sammen, og i verdens fattigste lande er det oftest kvinder, der står for det, siger Kristian Weise.

Det er på tide at sætte fokus på den ekstreme ulighed

Ifølge Oxfam Ibis har kvinders ulønnede omsorgsarbejde en enorm værdi. Hver dag lægger verdens kvinder således mere end 12 milliarder gratis arbejdstimer på opgaver som madlavning, børnepasning og sygepleje.

Hvis disse timer som tankeeksperiment blev belønnet med en meget lav mindsteløn, ville det løbe op i 10,8 tusind milliarder dollar hvert år ifølge Oxfam Ibis.

Kristian Weise mener, det er på tide at sætte fokus på den ekstreme ulighed. Og den bedste måde at bekæmpe den er ifølge generalsekretæren gennem skatten.

- I mange af verdens fattigste lande er der faktisk vækst. Der er også en elite, der bliver rigere og rigere, men skatten falder på samme tid. Det vil sige, at der ikke er nogen midler til at investere i velfærdsgoder.

- Hvis man formåede at beskatte en smule mere og bruge pengene på offentlige investeringer, så ville rigtig mange mennesker fra den ene dag til den anden få et bedre liv og have mulighed for at arbejde sig ud af fattigdom, siger han.

Oxfam Ibis' analyser er baseret på en rapport om fordelingen af verdens rigdomme, der er udarbejdet af storbanken Credit Suisse.