RAL skifter ud for 270 millioner

Med en underskrift og en estimeret plan er hele RALs flåde af bygdeskibe fornyet i 2020, og de gamle skibe fra firserne kan komme på velfortjent pension.
Skrevet af Merete Lindstrøm
28. juni 2018 11:50

For få dage siden underskrev Royal Arctic Line den endelige ordre på to nye skibe, der skal bygges i Spanien og leveres i løbet af 2020. Skibene skal operere i og omkring Upernavik, Uummannaq og Diskobugten og har en samlet værdi på omkring 270 millioner kroner.

LÆS OGSÅ Nyt bygdeskib på vej hjem til Grønland

Det er en tiltrængt fornyelse af flåden, fortæller Taitsianguak Olsen, der er Chief Operating Officer.

- Det er spændende i sig selv at få dem designet og forhandlet på plads. Vi har igennem processen haft samtlige brugere og brugererfaringer med for at få et korrekt design på plads, så de kan operere de steder, de skal operere, siger han.

Skibene, der er omkring 67 meter lange, har større krankapacitet og kan medtage frysepaller og containere. Tilbage i januar sidste år fortalte KNR om de nyeste skibe i flåden, der har problemer med at nå ind til bygder, hvor skibene stikker for dybt og derfor kun kan losse, når der er højvande.

LÆS OGSÅ Nyt bygdeskib for stort til bygdesejlads

Med de nye skibe vil det fortsat være nødvendigt at bruge lossepram nogle steder, men andre steder kan de nye kraner afhjælpe udfordringerne.

- Blandt andet kan den forreste kran svinge 360 grader rundt. De eksisterende skibe Pajuttaat og Vestlandia har ikke den feature, så vi får noget større fleksibilitet med de to nye, siger Taitsianguak Olsen.

Der forhandles i øjeblikket også om to mindre bygdeskibe til Øst- og Sydgrønland. De forventes ligeledes at blive leveret i 2020. Når det sker, vil det ældste bygdeskib være fra 2016.

LÆS OGSÅ Medie: RAL dropper to nye skibe