Toqqorsivimmit assiFoto: KNR

Røde Kors vil have alle med i kampen mod sårbarhed

Der skal større og samlede løsninger til, hvis sårbare grupper i det grønlandske samfund skal hjælpes. Det mener Kalaallit Røde Korsiat

Lørdag afholdt Kalaallit Røde Korsiat en workshop for aktører over hele landet som kulminationen på den sårbarhedsrapport, der udkom for et par uger siden.

Her havde Kalaallit Røde Korsiat sammen med en forskergruppe fra Ilisimatusarfik undersøgt begrebet sårbarhed for at ruste Kalaallit Røde Korsiat til organisationens fremtidige arbejde.

Workshoppen åbnede for, at flere aktører på socialområdet i fremtiden kan arbejde sammen, fortæller formanden for Kalaallit Røde Korsiat, Christina Bell:

- Hvis vi arbejder mere sammen og ved, hvad hinanden laver, så kan vi i højere grad arbejde med nogle helhedsorienterede løsninger, og ikke kun se på en lille brik, men se på nogle større samlede løsninger, siger hun.

LÆS OGSÅ Sårbarhed er selvforskyldt, mener befolkningen

Hele undersøgelsen er sponsoreret af det islandske Røde Kors, og en gruppe fra Islands Røde Kors var derfor med til workshoppen. De har selv lavet lignende undersøgelser fem gange.

De islandske undersøgelser har bidraget til, at Islands Røde Kors har forbedret deres arbejde ved at fokusere på områder, som de ellers ikke ville have gjort, fortæller Nina Helgadóttir, som er projektkoordinator i Islands Røde Kors.

- For eksempel i den første undersøgelse, vi lavede, fik vi øje på psykisk sygdom som et emne, vi var nødt til at fokusere på. Vi skulle bryde tabuerne omkring psykisk sygdom, siger hun og nævner også, at de forskellige undersøgelser har sat fokus på immigration og unge som sårbare grupper.

Men selvom Kalaallit Røde Korsiat kun har lavet undersøgelsen én gang, så mener Nina Helgadóttir, at Island kan lære noget af grønlænderne:

- De har faktisk udvidet arbejdet og vi kan derfor lære noget fra dem. Så det vil have indflydelse på, hvordan vi kommer til at lave vores næste undersøgelse næste år, siger hun og fortæller, at den grønlandske sårbarhedsundersøgelse har inddraget dem, det hele handler om - nemlig de sårbare - i en række fokusgruppeinterviews. Og det vil Nina Helgadottir tage med hjem til Island.

Næste år udkommer en dokumentarfilm, som omhandler hele arbejdet med sårbarhedsundersøgelsen.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl