QSIP: Lad fritidsfiskere fange laks

Naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Kristian Kruse, har fortalt, at høringen af lakseplanen i fiskerirådet nu er standset.
Skrevet af Ivik Kristiansen
01. juli 2015 09:06
Versionist Andrea Christiansen

Lønmodtagerorganisationen SIK`s lokafdeling i Qaqortoq, QSIP, håber, at den nye lakseplan ikke vil inkludere et forbud for fritidsfiskeri af laks, samt at der sættes undersøgelser i gang, om laksen rent faktisk har gydeområder i Grønland.

Det er vigtigt, at ufaglærte arbejdere fremover stadig har mulighed for at fiske laks, mener Jacob G. Motzfeldt, der er formand for QSIP.

- Efter et langt arbejdsår mener vi, at det er kritisabelt, hvis vi ikke længere kan fiske om foråret, sommeren og efteråret, for at supplere vores madforråd resten af året, siger Jacob G. Motzfeldt til KNR.

 

Læs også Fiskeri-departementet vil forbyde fritidsfiskeri af laks

Det er nødvendigt at udarbejde en ny lakseplan, fordi Grønland har bundet sig til en forvaltningsaftale om laksfiskeriet med NASCO, der er en nordatlantisk organisation, der værner om laksen. Her har man lavet en aftale, der gælder tre år og indebærer forbedret kontrol og rapportering med laksefiskeriet, samt en laksekvote på 45 tons. 

I overensstemmelse med den aftale havde Naalakkersuisut ellers fremført et forslag til en ny plan, men den er nu trukket tilbage af naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Kristian Kruse. I det tilbagetrukne forslag var der blandt andet et punkt, der ville forbyde fritidsfiskeri af laks.

Og når lakseplanen skal genbehandles håber QSIP, at kvotenedsættelser ikke rammer fritidsfiskere som det første.

- Når der er nogle, der skal ofre noget, så er det først og fremmest arbejderen eller fritidsfiskeren, der bliver ramt, og det synes vi ikke er rimeligt, siger Jacob G. Motzfeldt, der også foreslår, at der i fremtiden bliver en bedre registrering af, hvor mange laks, der bliver fanget, siger QSIP-formanden.

Læs også Kommuneqarfik Sermersooq raser over laksehøring

Derudover opfordrer Jacob G. Motzfeldt forskere til at undersøge om laksen i de grønlandske farvande gyder i Canada eller i Grønland.

- Hvis det kan undersøges om laksene kommer herfra eller fra andre lande, er det bedre end bare at forbyde, siger Jacob G. Motzfeldt.