TILSYN Qeqqata vil stramme op

Qeqqata Kommunia tager kritik til efterretning og bebuder opstramninger efter kritikken fra Selvstyrets tilsyn på det sociale område.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. februar 2017 10:49

Qeqqata Kommunia tager positivt imod kritik-punkterne på det sociale område fra Selvstyrets tilsynsenhed.

Det siger formand for Familieudvalget Hans Frederik Olsen i en reaktion på tilsynets besøg i sommer.

- Vi opfatter det som konstruktivt. Det er med til at holde os vågne, siger Hans Frederik Olsen til KNR.

Familieudvalget har behandlet rapporten på et møde i januar i år og har svaret tilsynet på i alt ni kritikpunkter.

I svarene fregår det blandt andet at kommunen fremover  vil skærpe sit fokus på underretninger om børn og unge, så alle underretninger bliver undersøgt og fulgt op på.

Kommunen er desuden i gang med at rydde op i alle åbne børn- og ungesager, og der er udsigt til intensive kurser for sagsbehandlere som skal have styrket deres kompetencer.

Endelig er der også udsigt til et konkret samarbejde mellem Qeqqata Kommunia og politiet. Arbejdet er i sat gang med at lave udkast til en formaliseret samarbejdsaftale med politiet, oplyser kommunen.