Qeqqata kom ud af 2017 med bragende overskud

Qeqqata Kommunia havde et godt år i 2017, når det gælder økonomien.
Det går godt i Sisimiut og resten af kommunen
28. februar 2018 16:16

Kommunen ser nemlig ud til at lande et overskud på 97 millioner kroner, oplyser borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen i en mail til KNR.

Det store overskud er en forbedring på 140 millioner kroner i forhold til det oprindelige budget for 2017. I budgettet havde kommunen regnet med, at 2017 ville give underskud.

LÆS OGSÅ Avannaata Kommunia regner med overskud på 50 millioner kroner

En stor del af overskuddet kommer fra ubrugte anlægsmidler på 90 millioner kroner, og disse penge skal overføres til 2018, det fremgår af en økonomirapport, som blev behandlet på kommunalbestyrelsens møde 22 februar.

Men på indtægtssiden er der også kommet flere penge i kassen, end kommunen havde regnet med. De ekstra indtægter kommer fra personskatter og selskabsskatter, der bidrager med 35 millioner kroner mere end forudset:

- Kort sagt,  flere er kommet på arbejde, fiskeriet går godt, og det kører godt med selskaberne, skriver Malik Berthelsen.

LÆS OGSÅ Stort overskud på de offentlige finanser