Qaqortoq får en kunstgræsbane

Den første kunstgræsbane i Grønland bliver snart en realitet. Det er det internationale fodboldforbund FIFA der har givet 400.000 dollars til formålet. Banen skal ligge i Qaqortoq, hvor den snefri periode er længst, og hvor der i flere år er blevet arbejdet med planer om at anlægge en mindre kunstgræsbane.
Skrevet af Louise M. Kleemann
02. december 2008 09:38

Landstræner Jens Tang Olesen er overbevidst om, at etableringen af kunstgræsbanen vil få stor betydning for fodbolden i Grønland. Han håber, at aftalen med FIFA kan føre til et medlemskab i det internationale fodboldforbund.

- FIFA's økonomiske bidrag betyder, at forbundet respekterer Grønland, siger Jens Tang Olesen.

Formand for Grønlands Boldspils Union, Lars Lundblad, er ligeledes glad for julegaven fra FIFA. Han håber også, at Grønland derigennem kan få en tættere relation til FIFA.

Lars Lundblad håber på, at den nye kunstgræsbane i Qaqortoq kan indvies den 21. juni næste år.