Qaanaarmiut er klar til mine og lufthavnsbyggeri

Otte mænd og to kvinder har været på Råstofskolen i Sisimiut, for at få beviser til at køre med maskiner.
Kursisterne fra Qaanaaq var på kursus fra den 22. februar til den 29. marts. Foto © : Aatsitassalerinermik Ilinniarfik / KTI Råstofskolen
Skrevet af Malik Brøns
20. april 2021 05:46

Mineselskabet Dundas Titanium vil gerne udvinde ilmenit på stranden ved Moriusaq i Nordgrønland. Det ligger i nærheden af Qaanaaq. 

Sidste år fik Dundas Titanium en udvindingstilladelse i Moriusaq. Selve minen er ikke startet endnu, fordi selskabet mangler at få finansieringen på plads til at bygge minen op. Selskabet skal senest starte deres mineaktiviteter 31. december 2025. 

Men mineselskabet, kommunen og Selvstyret har indgået en såkaldt IBA-aftale (Impact Benefit Agreement), som er en samarbejdsaftale. 

Mineprojektet i Moriusaq

Dundas Titanium A/S er et grønlandsk datterselskab, dets moderselskab hedder Bluejay Mining og har hjemsted i England.

 

Mineselskabet har fået en udnyttelsestilladelse for et område på 64 kvadratkilometer i Moriusaq. Det ligger mellem Qaanaaq og bygden Savissivik i Nordvestgrønland.

 

Her skal selskabet udvinde såkaldt tunge mineraler, såsom ilmenit, som kan bruges til at producere titanium.

 

Udnyttelsestilladelsen gælder fra den 14. december 2020 og 30 år frem.

 

Selskabet mangler nu at udarbejde en udnyttelses- og nedlukningsplan for deres mineprojekt.

 

Det er planer, som går mere detaljeret ind i, hvordan minen skal fungere. De har en frist frem til den 31. december 2022 til at få godkendt planerne af Naalakkersuisut.

 

Selskabet skal senest starte mineaktiviteterne den 31. december 2025.

LÆS OGSÅ Dundas Titanium: Fangerne kan overnatte og indhandle hos os

De tre parter har i hvert fald aftalt, at op til halvdelen skal helst være grønlandsk arbejdskraft.

Mine og lufthavnsbyggeri kan se frem til lokal ansatte

Nu har ti fra Qaanaaq sikret sig certifikater som maskinførere. De har også fået beviser i Arktisk førstehjælp. Det skriver Avannaata Kommunia i en pressemeddelelse.

Otte mænd og to kvinder er nemlig netop vendt hjem til Qaanaaq, efter fem ugers kursus på Råstofskolen i Sisimiut.

- De ti med certifikater er nu klar til at komme på arbejde ved den kommende mineaktivitet ved Moriusaq og kan arbejde ved lufthavnsbyggerierne i Grønland. Enkelte af dem har endda udtrykt ønske om at komme på arbejde ved lufthavnsbyggeriet i Ilulissat.

Det siger Mika Oshima Etah, leder i Majoriaq Qaanaaq i en pressemeddelelse.

- Kurset kom i stand i samarbejde mellem Råstofskolen i Sisimiut, Dundas Titanium A/S og Majoriaq i Qaanaaq. Samarbejdet blev startet i 2018 i forbindelse med Dundas Titanium A/S’ tungsandsprojekt ved Moriusaq, siger Mika Oshima Etah.

Kursisterne fra Qaanaaq var på kursus fra den 22. februar til den 29. marts.