Putin: Rusland har endnu ikke set toppen af coronavirus
972 mennesker er registreret døde med coronavirus i Rusland, og der kommer mange nye smittede til.
Skrevet af Ritzau
Rusland kan i dag rapportere om 5841 nye smittede med coronavirus.
Men ifølge landets præsident, Vladimir Putin, har epidemien endnu ikke nået toppen.
Samlet er 972 mennesker meldt døde i Rusland med coronavirus, og inden for det seneste døgn er 108 personer døde med virussygdommen Covid-19.
Det oplyser det nationale center for coronakrisen.
Under et møde med regionale ledere, som blev vist på tv tirsdag, forlængede Putin de undtagelsesbestemmelser, som har været sat i kraft for at bekæmpe epidemien.
Men han lægger også op til, at det russiske samfund gradvist skal åbne op fra midten af maj.