Putin presset af video om luksuspalads ved Sortehavet

Video om luksuspalads, som er set over 25 millioner gange på YouTube på 24 timer, er ifølge Kreml propaganda.
- Det tilhører ikke mig eller min nære familie og har aldrig gjort det, siger Putin om den to timer lange video, hvor ejendomskomplekset beskrives som en "stat inden for Rusland" med Putin som zar. Foto © : Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. januar 2021 12:49

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser ifølge AFP beskyldninger, som er blevet fremsat i en lang video af Kreml-kritikeren Aleksej Navalnyj.

Videoen, som er set over 25 millioner gange på YouTube på 24 timer, beskriver enorme luksusejendomme ved Sortehavet for otte milliarder kroner. Det hævdes, at de ejes af Putin og er finansieret af korruption.

- Det tilhører ikke mig eller min nære familie og har aldrig gjort det, siger Putin om den to timer lange video, hvor ejendomskomplekset beskrives som en "stat inden for Rusland" med Putin som zar.

Navalnyj, som er Putins mest fremtrædende kritiker, blev fængslet i weekenden, efter at han kom tilbage til Rusland for første gang, siden han i august blev udsat for et giftangreb i Rusland. Han beskylder Putin for at have givet ordre til angrebet, hvilket afvises i Kreml.

LÆS OGSÅ Tysk udenrigminister: Navalnyj bør løslades øjeblikkeligt

Navalnyj blev i hast fløjet til et hospital i Berlin efter giftangrebet i august.

Kreml kalder videoen om Putins påståede luksuspalads for et propagandaangreb på præsidenten på baggrund af en "pseudoefterforskning" af korruption.

Videoen føjer nye detaljer til påstande, som har været fremsat i over et årti.

Det påståede palads skulle have et kasino, en underjordisk ishockeybane og et privat teater samt en eller flere vingårde. Området skulle angiveligt være 39 gange større end Monaco.

Flere tusinde af Navalnyjs tilhængere har opfordret til fortsatte landsomfattende protester i Rusland på lørdag.

Rusland protesterede mandag til den amerikanske ambassade i Moskva over amerikansk støtte til Kreml-fjendtlige demonstranter og til illegale politiske møder i adskillige russiske byer.

Samtidig vil amerikanske it-selskaber blive efterforsket for "indblanding i Ruslands interne anliggender".