Portørerne stifter forening efter møde

Foreningen starter med otte medlemmer og kommer til at fokusere på arbejdsforholdene for portørerne.
Portører transporterer blandt andet patienter, de skal håndtere skrald, klargøre kirurgiske patienter, og så skal de stå til rådighed, hvis der er akut brug for hjælp i den psykiatriske afdeling. Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
Skrevet af Mads Lynge
15. maj 2021 18:43

Fredag var der møde mellem portørerne og sundhedsdirektør Joanis Erik Køtlum, efter at portørerne har udtrykt utilfredshed over arbejdsforholdene i Nuuk.

Efter mødet er der tilfredshed at spore hos Ujarak Jessen Heinrich, der er portør i hovedstaden, blandt andet fordi der var lydhørhed over for portørernes arbejdspres.

- Det gik godt. Det var et udbyttesrigt møde. Direktøren lyttede til os, og vi kom med vores budskaber, så det var et godt møde, siger Ujarak Jessen Heinrich.

LÆS OGSÅ Portører i Nuuk nedlægger midlertidigt arbejdet på fredag

Portører transporterer blandt andet patienter, de skal håndtere skrald, klargøre kirurgiske patienter, og så skal de stå til rådighed, hvis der er akut brug for hjælp i den psykiatriske afdeling.

De er utilfredse med, at arbejdsopgaverne bliver flere og flere, mens der i januar sidste år blev nedlagt flere portør-stillinger.

Grunden til, at portørerne nu er mere tilfredse efter mødet er, at de nu har besluttet sig for at lave en forening, der skal have fokus på arbejdsforholdene for portørerne.

Forening med fokus på arbejdsforhold.

- En interessegruppe er startet, og det har vi ventet på i lang tid. Nu er den endelig startet, og det er vi virkelig glade for, siger Ujarak Jessen Heinrich.

Foreningen kommer til at otte medlemmer, og Ujarak Jessen Heinrich bliver formand.

På mødet kom de med forslag til, hvordan arbejdsforholdene kan forbedres, fortæller den nye formand.

- Vi er kommet med nogle forslag i forhold til vores daglige arbejde, og det skal køre som en slags forening.

LÆS OGSÅ Sundhedsdirektør før portørmøde: Vi håber på en god dialog

Da foreningen er helt ny, kan Ujarak Jessen Heinrich ikke sige meget om, hvad han forventer af resultater, men peger på, at landets største fagforening, SIK, også startede som en lille forening.

-SIK startede også som en lille forening. Hvad kan det blive til? Det ved jeg ikke. Det må tiden vise, men vi har store forhåbninger, siger Ujarak Jessen Heinrich.