Politimester: Pas på hinanden i weekenden

Fra i morgen lørdag klokken 08.00 slår barer, restauranter og caféer dørene op igen. Og politiet i Nuuk forventer en meget travl weekend.
I denne uge er hovedstaden begyndt at åbne langsomt igen. Det sker fordi, at det i dag fredag er 20. dag i træk, hvor der ikke er dokumenteret nye coronasmittede i Nuuk. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
24. april 2020 13:49

18. marts lukkede alle restauranter, caféer og barer i Nuuk. I morgen åbner de igen. Og derfor forventer politiet en meget travl weekend, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

- Pas på hinanden i weekenden, opfordrer han på en pressebriefing i dag. 

- Jeg forstår godt, hvis der er stor lyst til at gå ud nu, når byen er genåbnet. Men man må altså ikke samle sig mere end 100 mennesker, og indenfor i et lokale må der kun være halvdelen af det antal personer, som der er plads til ifølge brandmyndighederne, siger han.

LÆS OGSÅ Overblik: Sådan bliver coronareglerne lempet 

- Ude fra gaden vil det se ud, som om der er plads inde på en restauration. Men dørmændene kan insistere på, at der er fyldt op indenfor. Og det er derfor, at vi kommer med denne appel: Respekter med et smil tjenernes eller dørmændenes irettesættelser.

20. dag i træk uden nye smittede

Genåbningen af Nuuk sker efter mere end en måned med lukkede barer, ingen mulighed for at komme i biografen, lukkede butikker i Nuuk Center, lukkede sportsklubber og fitnesscentre - og så kom der også lige et alkoholforbud oven i hatten.

Men i denne uge er hovedstaden begyndt at åbne langsomt igen. Det sker fordi, at det i dag fredag er 20. dag i træk, hvor der ikke er dokumenteret nye coronasmittede i Nuuk.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

I alt har der været 11 smittede i hovedstaden, og de er alle raske igen. Ingen har været indlagt på sygehuset.

I dag er der kommet svar på yderligere 15 coronaprøver - de var alle negative. I alt er der lige præcis 1200 personer blevet testet for coronavirus.

For mange mennesker - og der bliver lukket

Politiet holdt i går møde med restauratørerne i Nuuk.

Og der kommer ikke til at stå politifolk udenfor eller indenfor dørene og tælle hvor mange, der går ind og ud af en restaurant eller bar. Det er restauratørernes eget ansvar. 

Men er der for mange mennesker i et lokale, så falder hammeren prompte, siger Bjørn Tegner Bay:

- Hvis vi oplever, at der er en restauration, der ikke er med på det her - så lukker vi den, siger Bjørn Tegner Bay.