Politikerne oplever trusler og chikane på nettet

Politikere oplever ofte personangreb på de sociale medier og i værste tilfælde vold mod dem selv eller familiemedlemmer. I denne uge har en partiformand trukket sig fra politik, og et Inatsisartutmedlem har fået trusler på livet.
Doris J. Jensen er en af de mange politikere der har oplevet trusler og chikane på sociale medier og ude i den virkelige verden. Foto © : KNR
Skrevet af Merete Lindstrøm
27. november 2019 05:57

Endnu en politiker har valgt at trække sit mandat.

LÆS OGSÅ Niels Thomsen siger farvel til politik

Niels Thomsen erklærede mandag, at han på grund af for mange personangreb og et fysisk overfald ikke kan fortsætte som formand for Demokraterne. Og han er langt fra den eneste med de problemer. 

Doris J. Jensen (S) har i denne uge oplevet en rigtig grim opfordring på Facebook:

Lille kælling. Jeg glæder mig til at møde dig! Jeg vil give dig en kraftig lussing. Begå selvmord. Vi vil blot grine af dig. Kom til Nuuk, hvor vi vil vente på dig!! Jeg ønsker virkelig, at du begår selvmord, 

lød en besked, som hun modtog på Facebook.

- Det er ikke første gang, jeg bliver angrebet af nogle personer på grund af mit politiske arbejde, fortæller hun.

Smadret vindue

Og det er heller ikke det værste. Doris J. Jensen har fået dødstrusler før, fået smadret et vindue i sit hus, og så er flere af hendes nærmeste familiemedlemmer blevet overfaldet fysisk. Begrundelsen var Doris J. Jensens politiske arbejde, fortæller hun.

Og når vold og trusler bliver så konkret, får det hende til at tænke over, hvor meget jobbet er værd, understreger hun. 

- Jeg overvejer selvfølgelig, om jeg vil være politiker på længere sigt, men nu er jeg valgt, og jeg vil færdiggøre min valgperiode, siger hun.

Doris J. Jensen er langt fra den eneste, der oplever den slags. Tidligere formand for Demokraterne og medlem af Inatsisartut, Randi Vestergaard Evaldsen, har oplevet en del gennem tiden, og det har haft indflydelse på hendes valg af karriereskift, fortæller hun.

Senest blev hun beskyldt for misrøgt af børn, mens sagen om Tasiilaq var på sit højeste. 

Hej fnisetante, hvordan går det med de børn, som I har misrøgtet?,

stod der i i beskeden.

- Indimellem føler man, at man skal kigge sig over skulderen. Jeg følte ikke, at det var det værd til sidst, så jeg tog konsekvensen og søgte nye muligheder i livet, siger hun.

Ufine ord

Pele Broberg (PN) er ingen undtagelse. Han har oplevet, at folk har forsøgt at presse ham til ikke at sige noget om bestemte emner.

- Jeg har oplevet, at der bliver brugt en masse ufine ord og ting, der ville kunne bruges imod mig, hvis jeg skal have en karriere i det private erhvervsliv bagefter. Hvor man forsøger at afskrække mig fra at have en holdning, siger han.

Foræder hold fokus på at tabe dig lidt i stedet for tykke dreng

Politikerne er ret enige om én ting.

- Man skal være meget hårdhudet for at være politiker her i Grønland, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Pele Broberg bakker op.

- Vi er jo nødt til at have lidt tykkere hud end andre, når vi går ind i politik, siger han.

- Vi lever i et demokratisk land, og vi har brug for at arbejde i ro og respekt, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Hun er selv færdig i politik, men hun har alligevel en opfordring til borgerne.

- Jeg synes, at befolkningen skal begynde at tænke over, hvor meget det egentlig betyder - ikke kun for politikerne. Debatformen påvirker ikke kun et enkelt menneske men hele familien. Det tror jeg mange glemmer, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ Borgmester chikaneret fra posten