Politikere slår alarm: Sydkorea har flere dødsfald end fødsler

For første gang nogensinde skrumpede Sydkoreas befolkning i 2020. Politikere frygter for konsekvenserne.
Udviklingen risikerer at lægge den offentlige sektor under enormt pres, i takt med at behovet for ældrepleje og længere pension vokser. Foto © : Pedro Pimentel/flickr
Skrevet af Ritzau
05. januar 2021 07:31

Sydkorea registrerede i 2020 flere dødsfald end fødsler for første gang i landets historie.

Det skriver BBC tidligt mandag morgen.

Udviklingen har fået politikerne til at slå alarm, da landet i forvejen har en af verdens laveste fødselsrater.

I alt blev 275.000 babyer født sidste år, hvilket er et fald på 10 procent i forhold til 2019. Cirka 307.764 mennesker døde i det asiatiske land med godt 51 millioner indbyggere.

Tallene har fået Sydkoreas indenrigsminister, Jeon Hae-cheol, til at kræve "fundamentale ændringer" af politikken på området, da en faldende befolkning er en stor belastning for landet.

Økonomisk hjælp til at starte en familie

Udviklingen risikerer at lægge den offentlige sektor under enormt pres, i takt med at behovet for ældrepleje og længere pension vokser.

Et faldende antal unge kan desuden føre til arbejdsmangel, hvilket kan få enorme konsekvenser for Sydkoreas økonomi.

Præsident Moon Jae-in lancerede i sidste måned flere tiltag for at få vendt den faldende fødselsrate.

Blandt initiativerne var at tilbyde økonomisk hjælp til at starte en familie.

Det betyder blandt andet, at kvinder fra 2022 kan få en økonomisk bonus på to millioner won svarende til cirka 15.800 kroner per barn til at hjælpe med at dække økonomiske udgifter forud for fødslen.