Politikere forsinkede stemmeoptællingerne

Det landsresultat, som vi alle sammen utålmodigt ventede på i går aftes forelå først omkring tæt på klokken 3 i dag natten til onsdag. Det har flere forklaringer – blandt andet at flere kandidater blandede sig i selve optællingen. Og det er selvfølgelig strengt forbudt. Det fortæller kontorchef Leif Scharling fra Hjemmestyrets Indenrigskontor:
Skrevet af Karsten Sommer
09. april 2008 18:29

- Det er en myte, at valgresultatet kom senere end normalt. Det kom tidligere end ved tidligere valg, men jeg var godt nok lidt for optimistisk, da jeg troede resultatet ville foreligge inden midnat. Det kom først ved 2-tiden, og det skyldes delvist at det er en helt ny slags valg.

- Der var mange flere kandidater i de enkelte byer end normalt. F.eks. i Øst-Vest-kommunen var der 116 kandidater man kunne stemme på. Det var der i Nuuk, men jo også i Ittoqqortoormiut, som jo normalt ellers blot har haft under 20 kandidater at holde styr på, forklarer Leif Scharling.

- Og så skete der yderligere det, at vi i en række kommuner oplevede at kandidater blandede sig i optællingen i valglokalet. De stod simpelthen i vejen for dem, der talte op! Vi måtte bede dem om at fjerne sig, også pga. faren for valgsvindel. Den slags bør ikke finde sted, og det bad vi valgbestyrelserne om at meddele politikerne. Men alt sammen var med til at sinke optællingerne, slutter Leif Scharling fra Hjemmestyrets Indenrigskontor.