Kangaatsiaq Skole: Politiker kritiserer myndigheder - Børn svigtes
Fire forældre har skrevet et offentligt brev om deres oplevelser med vold og krænkelser mod deres børn på Kangaatsiap Atuarfia Iparartarfik.
I efteråret 2025 tog de taget kontakt til kommunalpolitiker Aqqa Samuelsen (S) i Kommune Qeqertalik.
Nu retter han skarp kritik mod både kommunen, politiet og Selvstyrets myndigheder for manglende handling.
- Hverken børnene eller forældrene har fået hjælp. Det er et kæmpe svigt fra myndighederne, siger Aqqa Samuelsen.
Ifølge Aqqa Samuelsen havde forældrene forgæves henvendt sig til flere myndigheder for at få hjælp.
Ingen synlig handling
Den 12. november 2025 sendte han derfor en officiel henvendelse til Kommune Qeqertalik på baggrund af brevet fra forældrene.
Her gjorde han opmærksom på sin bekymring og henviste til den skærpede underretningspligt.
Men ifølge Aqqa Samuelsen er der fortsat ikke sket noget.
- Vi er nu i april, og der er stadig ikke sket mere i sagen. Eleverne har endnu ikke fået hjælp, siger han.
Han har desuden kontaktet Departementet for Børn, Unge og Familier samt Uddannelsesstyrelsen.
Ifølge hans oplysninger er den ene lærer, som skulle have udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd, siden flyttet fra Kangaatsiaq.
- Men børnene har stadig brug for hjælp. Sagen er også indberettet til skolelederen og bychefen, men det har ikke ført til handling, siger han.
Ifølge politikeren arbejder den anden lærer fortsat på skolen.
Vil have undersøgelse
Aqqa Samuelsen har opfordret kommunen til, at der bliver lavet en undersøgelse af sagen.
- I min henvendelse beskrev jeg, at børn havde oplevet seksuelle krænkelser samt fysisk og psykisk vold på skolen. Jeg opfordrede kommunen til at undersøge sagen til bunds, siger han.
Han foreslog samtidig, at de involverede lærere samt skolens ledelse midlertidigt blev fritaget fra deres stillinger, mens sagen blev undersøgt.
Samme dag bekræftede kommunen modtagelsen af henvendelsen og oplyste, at sagen var taget under behandling.
- Det vil være hensigtsmæssigt at iværksætte en uvildig undersøgelse. Jeg arbejder fortsat med opgaven om at styrke og tydeliggøre proceduren for håndtering af grænseoverskridende seksuel adfærd over for børn i kommunen - især for skoleområdet.
I december oplyste Grønlands Politis afdeling i Aasiaat til politikeren, at de vil igangsætte en efterforskning.
Det skete, efter at politikeren har sendt en anmeldelse.