Politiker fra Nunavut i kritisk tale: I har alle hørt, hvad jeg siger, men I gør ikke noget

Nunavuts eneste parlamentsmedlem stiller ikke op igen. - Jeg hører ikke hjemme her, sagde hun i sin afslutningstale.
Nunavuts eneste parlamentsmedlem, Mumilaaq Qaqqaq, stiller ikke op igen Foto © : NDP
20. juni 2021 15:42

Parlamentsmedlemmet for Nunavut i Canada, Mumilaaq Qaqqaq, har besluttet ikke at stille op til næste valg.

Hun tog afsked i den forgangne uge ved at holde en meget kritisk tale til det canadiske parlament.

- Jeg har ikke følt mig i sikkerhed her i parlamentet, sagde Qaqqaq i sin tale. 

- Sikkerhedsvagterne har løbet efter mig i korridorerne og har prøvet at stoppe mig, fordi jeg ser anderledes ud. Jeg hører ikke hjemme her.

Savner handling

27-årige Mumilaaq Qaqqaq blev valgt ind i det canadiske parlaments underhus i 2019 for partiet New Democratic Party.

Som eneste repræsentant for Nunavut har hun især haft fokus på Inuits rettigheder.  

LÆS OGSÅ Canadas indfødte afviser pavens ord efter massegravsfund

- Der er hindringer for os, Inuit, alle vegne, sagde hun i sin tale og fortsatte:

- Regeringen kommer med fine ord, men det er ikke nok. Vi har brug for konkrete handlinger, så børn ikke længere bliver syge i mugne huse eller bliver sendt væk til plejefamilier. I har alle hørt, hvad jeg siger, men I gør alligevel ikke noget. 

Næste parlamentsvalg i Canada forventes at finde sted her til efteråret.