Politiken: Danmark bør tage ved lære af Norge

Danmark halter bagefter i deres arktiske politik og bør tage ved lære af Norge, når det gælder en aktiv og fremadrettet politik i Arktis. Det skriver avisen Politiken i dag på avisens leder.
Skrevet af Mads Fisker
07. november 2011 11:04

Avisen henviser til Kuupik Kleists opfordring til regeringen om at "rette blikket mere mod nord". I modsætning til de andre arktiske kyststater - Norge, Rusland og Canada - der er i fuld gang med at opbygge civil og militær kapacitet til at kunne håndtere intensiveringen af skibstrafik, olieudvinding og turisme.

- Desværre virker det som om det endnu ikke er gået op for politikerne i Danmark, at kongerigets vigtigste nye udenrigspolitiske udfordring ligger i Arktis, skriver Pollitiken.

De mener at den nye S-R-SF-regering blot bygger videre på de løse og uforpligtende formuleringer i den arktiske strategi, som den forrige regering fremlagde i august.

Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre viser til gengæld vejen fremad, synes Politiken.

- Norge har gjort Arktis til topprioritet og er nu i fuld gang med at investere i en opgradering af såvel flådestyrken som miljø- og katastrofeberedskabet. En forbilledlig udenrigspolitik, der forsøger at komme klimaforandringerne i forkøbet og samtidig inddrager ikke mindst Rusland i fredelige løsninger, skriver avisen.  

Sammen med de grønlandske politikere og de andre nordiske lande - har Danmark potentialet til at gå forrest i en bæredygtig og konfliktfri udvikling. Men det kræver, at S-R-SF-regeringen tør ændre kurs, øge tilstedeværelsen i Arktis og styrke flådens kapacitet til alt fra fiskeriinspektion til søredning, skriver Politiken.