Politiforening om lønløft: Vi er slet ikke i mål

10,8 millioner kroner skal forbedre lønforholdene for grønlandske betjente. Der er dog stadig lang vej til at sikre ligeløn mellem grønlandske og danske betjente, mener politiforbund.
Ifølge Jesper Fleischer, der er formand for Grønlands Politiforening, så bør grønlandske betjente have samme overenskomst som danske betjente. Foto: Marie Kuitse Kristensen Foto © : KNR
Skrevet af Anders Dall
08. maj 2020 11:28

Hos Grønlands Politiforening er glæden afmålt.

For selv om der netop er landet en politisk aftale og en pose penge på 10,8 millioner kroner til at løfte lønnen for grønlandske betjente, er man slet ikke i mål med at sikre de samme lønvilkår som danske betjente.

Det vurderer Jesper Fleischer, der er formand for Grønlands Politiforening.

- Det er jo altid dejligt, når man selv har været med til at komme med ideen og efterfølgende forme den, så den bliver en realitet nu. Men det er jo bare et lillebitte skridt hen mod samme overenskomst som vores danske kollegaer, siger han.

Udligner forskel i grundløn

Som en del af aftalen er der afsat 2,5 millioner kroner årligt til et tillæg til politibetjente i Grønland.

Beløbet skal udligne forskellen i grundlønnen mellem betjente i Grønland og deres danske kolleger. Men ifølge Jesper Fleischer er tillægget kun en ud af flere forskelle, der er i lønnen mellem danske og grønlandske betjente.

Puljen

Folketinget vedtog en pulje på 49,2 millioner som en del af finanloven 2020.

38,4 millioner kroner bruges til lønforhøjelse til anstaltsbetjentene. 

10,8 millioner bruges til lønforhøjelse til politiet. 

Heraf skal 2,5 millioner kroner bruges til et tillæg til polititjenestemændene. Det beløb skal udligne den forskel, der er i grundlønnen mellem polititjenestemænd i Grønland og i København. 

- Det tillæg, vi får, er ikke pensionsgivende til vores tjenestemandspension eller PFA pension. Det er ikke tillæg, vi vil have, vi vil bare have samme overenskomst, så vi kan få samme pensionsordninger som vores danske kollegaer i Danmark og Færøerne, siger han.

LÆS OGSÅ Lønforhøjelse til politiet: 10,8 millioner kroner over fire år

Det er Justitsministeriet, der har forhandlet aftalen på plads sammen med de to grønlandske folketingsmedlemmer fra Siumut og Inuit Ataqatigiit.

Ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet skal aftalen medvirke til at løse udfordringen med at rekruttere og fastholde politibetjente i Grønland. Og det er et vigtigt signal at sende til nye politibetjente i Grønland, at der ikke gøres forskel på lønnen, påpeger Jesper Fleischer.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man laver samme arbejde, er det jo helt naturligt, at man bliver aflønnet på samme måde som de andre. De yngre politifolk er jo ikke så meget for at få lavere løn for samme arbejde som deres danske kollegaer.

Vil fortsat kæmpe for samme overenskomst

De 10,8 millioner kroner kommer fra en pulje på knap 50 millioner, som Folketinget vedtog, da man lavede finanslov for 2020. Pengene skal løfte både grønlandske anstalts- og politibetjentes løn, og i april blev der lavet en delaftale for anstaltsbetjentene, som fik størstedelen af puljen.

Jesper Fleischer har forståelse for fordelingen. Han peger blandt andet på, at de grønlandske betjente tilbage i 1980'erne fik et udligningstillæg, som anstaltsbetjentene dengang ikke fik.

LÆS OGSÅ Politiforening: Alt for lidt penge tilbage til højere løn

Om de 10,8 millioner kroner til politibetjentene, siger han:

- Det er den del, vi har fået, og vi har forsøgt at få det bedste ud af det.

Ifølge Jesper Fleischer vil Grønlands Politiforening fortsat kæmpe for, at de grønlandske betjente får samme overenskomst som deres danske og færøske kollegaer.