Politiforening: Alt for lidt penge tilbage til højere løn

Anstaltsbetjentene kan glæde sig til en lønstigning på i alt 38,4 millioner kroner. Politiet må nøjes med højest 10,8 millioner.
Godt 10 mio. kroner er der tilbage til at hæve lønnen hos politibetjente i Grønland. Det er langt under, hvad der er behov for, mener formanden for Grønlands Politiforening, Jesper Fleischer. Foto © : Rigspolitiet
10. april 2020 16:25

Det er helt på sin plads, at anstaltbetjente i Grønland får mere i løn med virkning fra 1. januar i år.

Det mener formanden for Grønlands Politiforening, Jesper Fleischer.

Selv om foreningen arbejder for at få samme lønvilkår som politibetjente i Danmark, forstår han godt, at størstedelen af en pulje på knap 50 millioner kroner fra den danske stat er gået til anstaltbetjentene.

LÆS OGSÅ 38,4 millioner kroner mere til anstaltbetjentes løn

Anstaltsbetjentene har nemlig været længere bagude i løn end deres kolleger i Danmark, end det er tilfældet hos politibetjentene.

- I princippet er jeg glad på anstaltbetjentenes vegne. De har nemlig ikke et udligningstillæg som vores. Derfor er det naturligt for os, at de fleste af pengene går til dem, skriver Jesper Fleischer i en mail til KNR. 

10 mio. kroner gør ingen markant forskel

I alt går 38,4 millioner kroner til at hæve anstaltbetjentenes løn over de næste fire år.

Tilbage er 10,8 millioner kroner, som Grønlands Politiforening forventer at få det meste eller alt af.

Men trods opbakningen til anstaltbetjentene ærgrer Jesper Fleischer sig over, at beløbet til hans kolleger ikke er større.

- Vi har selvfølgelig ønsket os at få lidt flere penge fra puljen for at få samme lønforhold som vores danske kolleger. De penge, der kommer til at gå til politiet, er langt fra nok til at udligne forskellen, skriver Jesper Fleischer.

LÆS OGSÅ Fængselsforbund: Tiltrængt aftale for anstaltsbetjente  

Ønsket fra Grønlands Politiforening er, at grønlandske betjente kommer på samme overenskomst som deres kolleger i Danmark.

Men trods pres fra skiftende Naalakkersuisut, grønlandske folketingsmedlemmer og Politiforbundet i Danmark er det endnu ikke blevet til virkelighed.

Uenighed mellem IA og Siumut om politiets lønstigning

På Christiansborg er der samtidig uenighed mellem Siumut og IA om, hvor på politibetjentenes lønseddel man skal hæve beløbet.

LÆS OGSÅ Politikere: Anstaltbetjente har længe fortjent mere i løn

Justitsministeriet har derfor endnu ikke kunnet lande en aftale om de sidste godt 10 millioner kroner.

Ifølge formanden for Grønlands Politiforening, Jesper Fleischer, er det vigtigste blot, at de ekstra penge ikke bliver modregnet et andet sted på lønsedlen.

- Det har været vigtigt for os at få det kommende tillæg på en klog måde, så den kan mærkes på politifolkenes tegnebøger og ikke modregnes i udligningstillægget, skriver han til KNR.