Politiet i Qaqortoq søger flugtbilist efter påkørsel

Politiet i Kujataa, Hovedstation Qaqortoq søger vidner til et færdselsuheld.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
16. oktober 2015 08:02

Politiet fik onsdag aften en anmeldelse om at en kvinde var blevet påkørt af et køretøj. Kvinden blev indbragt til sygehuset, og fik behandling for sine skader.

Kvinden, der er i starten af 50’erne, blev påkørt i Nuiariaq / Sivinganikasia-området.

Køretøjet beskrives som mørkeblåt, muligvis varevogn eller lignende. Køretøjet kørte fra stedet, uden at standse og yde hjælp.

Kvindens tilstand er stabil, dog skal hun overføres til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk for at få yderligere behandling for sine skader, oplyser politiet.

Hvis man har set uheldet eller har man set et køretøj, der passer til signalementet, køre fra området, bedes man kontakte politiet i Qaqortoq, på tlf. 70 11 22.