Politiet i Hongkong anholder demonstranter udenfor universitet

Hundreder af studerende har barrikaderet sig på Hongkongs Polytekniske Universitet, som politiet har omringet.
Skrevet af Ritzau
18. november 2019 10:23

Politiet i Hongkong brugte i dag mandag gummikugler og tåregas mod regeringsfjendtlige demonstranter, som ville flygte fra et universitet, hvor hundredvis af unge er omringet.

Snesevis af demonstranter forsøgte igen og igen at flygte fra Det Polytekniske Universitet, men de blev standset af politiets tåregas.

Foto © : Ye Aung Thu/AFP/Ritzau Scanpix
En demonstrant flygter fra politiets vandkanoner og tåregas. Foto: Ye Aung Thu/AFP/Ritzau Scanpix

 

En del af demonstranterne er bevæbnet med benzinbomber og andre hjemmelavede våben, og der er frygt for en blodig optrapning af gadekampene.

Tidligt mandag advarede politiet om, at man er parat til at "skyde med skarpt", hvis demonstranterne bruger benzinbomber og andre genstande, der kan være dødelige.

Foto © : Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix
Mange demonstranter er anholdt i forsøget på at flygte fra det omringede universitet i Hongkong. Foto: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix

 

Lokale tv-optagelser viser en politimand blive skudt med bue og pil i den kinesisk-styrede storby, hvor en del gader er blokerede, og hvor der er blevet sat ild til en fodgængerbro.

Ifølge den lokale avis South China Morning Post har kampklædte politistyrker omringet universitetet og campus og "omdannet det til en krigszone".

En kilde i politiet siger til South China Morning Post, at snesevis af mennesker er anholdt inde på campus, og at man forventer, at der skal ske masseanholdelser.

Foto © : Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix
Demonstranter fodrer et stort bål på trappen i indgangen til universitetet. Foto: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix