Politiet gav ulovlige ordrer ved Kina-besøg

Borgernes ret til at ytre sig blev knægtet ved to kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 og 2013. Det konkluderer Tibetkommissionen i sin beretning i dag.
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Ritzau
18. december 2017 10:33

Dengang gæstede henholdsvis præsident Hu Jintao og formanden for det kinesiske parlament Danmark.

Demonstranter blev aktivt af politiet hindret i at komme med tilkendegivelser, der var kritiske i forhold til Kina. De blev også forhindret i at være synlige for den kinesiske præsident.

Både Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og politiloven er dermed blevet tilsidesat af politiet lyder det i Tibetkommissionens konklusion i dag.

Men ingen ministre eller ansatte i diverse ministerier vidste besked. Heller ikke den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet kendte til ordren, hedder det.

I stedet er der grundlag for disciplinærsager mod to politikommisærer der ledede operationerne.