Døgnrapport: Politiet efterforsker anmeldelse af voldtægt i Tasiilaq

Vagtchef Malik Olesen melder om en generelt stille weekend over det meste af landet, men i Tasiilaq har en ung kvinde anmeldt en voldtægt lørdag morgen.
Grønlands Politi har i weekenden indsamlet tekniske spor og afhørt den formodede gerningsmand, der er sigtet for voldtægt af en 27-årig kvinde. Foto © : Malik Brøns/ KNR
22. september 2024 15:30

Natten til lørdag har en 27-årig kvinde været udsat for en voldtægt, som hun kl. 7 lørdag morgen anmeldte til politiet.

Vagtchef ved Grønlands Politi Malik Olesen meddeler, at der er foretaget en afhøring af den forurettede kvinde og indsamlet tekniske spor på gerningsstedet.

- Som ved andre sager om voldtægt er sporene sikret og skal nu sendes til analyse i Danmark. Det kan være afgørende beviser, men det tager noget tid at analysere, siger Malik Olesen.

Politiet modtog oplysninger om den formodede gerningsmand af den forurettede kvinde, og kunne derfor hurtigt finde frem til ham.

- Vi fik fat i den mistænkte i går (lørdag, red.), og han er blevet forelagt sagen, afhørt og sigtet. Vi fandt dog ikke grundlag for at tilbageholde ham efter afhøringen,” fortæller Malik Olesen.

Vagtchefen understreger, at den mistænkte mand fortsat er sigtet i sagen. Den videre efterforskning vil afgøre, om sagen skal for retten.

Det fremgår ikke, om den forurettede kvinde og gerningsmanden havde kendskab til hinanden i forvejen.

Ud over den alvorlige sag om voldtægt melder vagtchef Malik Olesen om en forholdsvis rolig weekend med enkelte husspektakler og sager relateret til alkohol.