Polar Seafood beder politikerne om at blande sig uden om

Politikerne skal ikke blande sig i, hvor fiskerne skal indhandle deres fisk.
Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
08. december 2015 15:14

Sådan lyder det nu fra Poler Seafood som en reaktion på viceborgmester i Qasuitsup Kommunia og Inatsisartut-medlem, Jess Svanes paragraf 37 spørgsmål.

Her spurgte Jess Svane Naalakkersuisut, hvordan det har påvirket fiskefabrikken i Qasigiannguit, at Naalakkersuisut har ændret reglerne for landingspligt af fisk, så fiskerne ikke længere er forpligtet til at indhandle til en bestemt fabrik.

Det fremgår af svaret, at det har betydet, at der bliver indhandlet færre fisk til fabrikken i Qasigiannguit, og at den som en konsekvens ikke kan køre på fuld kraft hen over vinteren.

 - Men man skaber ikke mere beskæftigelse ved politisk at tilgodese den ene fabrik frem for den anden i regionen, skriver bestyrelsesformand for Polar Seafood i en pressemeddelelse.

Efter at reglerne er blevet ændret, indhandler Polar Seafood i større grad til deres egen fiskefabrik i Aasiaat.

Polar Seafood slår desuden fast, at der længe har været problemer med at skaffe arbejdskraft til fabrikken i Qasigiannguit, hvilket har resulteret i, at man har været nødt til at sende frosne hellefisk ud af landet.