Plejehjem slår igen dørene op for besøgende – men du må ikke kramme morfar

To meters afstand, max 15 mennesker i opholdsstuen til kaffemik og masser af håndsprit. Det er opskriften på at få lov til at besøge ældre på plejehjem i Kommuneqarfik Sermersooq.
Siden 4. april har der ikke været konstateret nye smittede i landet – og derfor tør plejehjemmene nu igen at lukke besøgende til de ældre indenfor.  Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
30. april 2020 15:57

Siden coronasmitten kom til Grønland, har Kommuneqarfik Sermersooq lukket dørene for gæster på plejehjem og ældrekollektiver.

Men siden 4. april har der ikke været konstateret nye smittede i landet – og derfor tør plejehjemmene nu igen at lukke besøgende til de ældre indenfor. 

- Der er dog lige en vigtig ting, man skal huske. For selv om man har savnet farmor eller morfar, må man ikke løbe dem i møde og give dem et stort kram. Det fortæller Arnannguaq Heilmann Christensen, som er fagchef for ældreområdet.

Alle anbefalinger om god hygiejne og at holde afstand gælder stadigvæk, siger hun.

- Det betyder, at man skal holde to meters afstand, og hvis man har de mindste symptomer på forkølelse eller anden sygdom, skal man fortsat holde sig væk.

Vaske og spritte

Og så skal man vaske og spritte sine hænder, og plejehjemmene skal være meget opmærksomme på, at der ikke kommer for mange gæster ind. 

- Vi holder kaffemik nogle gange – og nu har vi besluttet, at der maksimalt må være 15 mennesker i opholdsstuen, siger Arnannguaq Heilmann Christensen.

LÆS OGSÅ Kommune Kujalleq tilbyder mormorbesøg på iPad

Ifølge hende har kommunen ikke sat tal på, hvor mange eller få gæster, der må komme ind på et plejehjem. Det er dog forbudt at samle sig flere end 100 mennesker på et sted.

Under coronakrisen har plejehjem rundt omkring i landet har hjulpet de ældre med at lave videoopkald til deres familie og venner over Facebook.