Plastic not so fantastic: Det er jo helt utroligt!

Initiativet Plastic not so fantastic er nomineret til Nordisk Råds Miljøpris.
Giiti Titussen er en af initiativtagerne bag Plastic Not So Fantastic
Plastic not so fantastic er en Facebookgruppe, der blev etableret 2. januar i år. Den har næsten 4000 medlemmer, og meningen er, at folk skal give tips om alternativer til især plastik til hinanden.  Foto © : Plastic Not So Fantastic
15. september 2019 11:35

-  Det er utroligt. Jeg har faktisk svært ved at tro på det.

Det siger Giiti Tittussen fra det grønlandske initiativ Plastic not so fantastic, som er nomineret til Nordisk Råds Miljøpris.

Formålet med prisen er at hædre de smarteste og mest effektive nordiske initiativer til en mere bæredygtig fremtid. 

Og det havde de slet ikke forventet i Plastic not so fantastic, som er en Facebookgruppe, der blev etableret 2. januar i år. Den har i skrivende stund 3947 medlemmer, og meningen er, at folk skal give tips om alternativer til især plastik til hinanden. 

Gruppen har nemlig fokus på at give råd til at bruge mindre plastik i hverdagen.

- Det er ved at gå op for mig nu, men jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle gå så hurtigt, og at vi skulle opnå så meget på bare et år, siger Giiti Tittussen, der er medadministrator i facebook-gruppen.

Tøj og kost forurener også

Folkene bag initiativet er i øjeblikket i gang med at sætte en indsamling i gang med Brugseni. Projektet skal foregå i samtlige byer, hvor der er Brugseni-butikker.

- Vi er meget spændt på, hvad det næste projekt vil blive, da vi i forvejen får mange henvendelser, der handler om et samarbejde med os, siger Giiti Tittussen.

LÆS OGSÅ Plastic Not So Fantastic er nomineret til Nordisk Råds Miljøpris

Det er dog ikke kun brug af plastik, som gruppen arbejder for at bruge mindre af. 

-  Vores tøj og kost er yderst medvirkende faktorer til forureningen af miljøet. Derfor har vi til stadighed gjort opmærksom på, at vi ikke kun har fokus på at mindske plastikforureningen- og forbruget i Grønland, men at vi også har fokus på vores livsstil, lyder det fra gruppen. 

Greta Thunberg er også nomineret

Det grønlandske initiativ får dog kamp til stregen om Nordisk Råds Miljøpris. Blandt andre er den svenske miljøaktivist Greta Thunberg også nomineret for sit arbejde med at sætte fokus på klimaforandringer - blandt andet gennem en skolestrejke.


Time Magazine kårede hende sidste år som en af verdens mest indflydelsesrige teenagere.
Miljøprisen uddeles i år for 25. gang. Vinderen af prisen findes 29. oktober, og med prisen følger en check på 350.000 kroner.


Med nomineringen af initiativet kan Grønland vinde Miljøprisen for andet år i træk. Sidste år vandt Naturressourcerådet i Attu nemlig prisen for indsatsen med at for at dokumentere havmiljøet og forslag til måder at forvalte det på.