Pisiffik overtager Arctic Imports butikker i Nuuk og Ilulissat

Der kommer til at ske ændringer i dagligvarebutikkerne i Nuuk og Ilulissat fra nytår.
Ingen medarbejdere mister jobbet, lover Pisiffik. Foto © : Google Streetview
Skrevet af Karsten Sommer
08. november 2019 06:18

Det sker som følge af en tiltagende konkurrence på markedet, lyder forklaringen fra Arctic Import.

- Her har vores to største konkurrenter, Brugseni og Pisiffik, gennemført en række investeringer, der har medført en betydelig overkapacitet på markedet, forklarer administrerende direktør i Arctic Import, Thomas Hjort.

Konkret omfatter den underskrevne aftale butikkerne ”Super1” og ”Farmers” i Nuuk og butikkerne ”Super1, ”Nivi” og ”Jope” i Ilulissat.

Alle butikker drives videre af Pisiffik undtagen ”Jope” i Ilulissat, hvor Pisiffik blot overtager varelageret, mens Arctic Import beholder bygningen til anden brug.

Aftalen mellem Arctic Import og Pisiffik er allerede underskrevet og er nu kun betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse med forventet svar i starten af december 2019, skriver Arctic Import i en pressemeddelelse.

Og direktør Per Steen Larsen fra Pisiffik fortæller, at de ansatte i de overtagne butikker ikke behøver at frygte for deres jobs.

- Vi overtager alle medarbejdere fra Arctic Import-butikkerne. På den måde får vi tilført værdifuld viden og erfaring til vores organisation, lyder det fra Pisifik.

Parterne har besluttet, at købsprisen ikke offentliggøres.