Peter Madsen er anholdt efter flugt fra Herstedvester Fængsel

Drabsdømte Peter Madsen blev omringet og anholdt efter flugt fra fængsel. Han skulle have truet sig ud fra Herstedvester.
En skarpskytte fra politiet holdte tidligere i dag øje med Peter Madsen i græsset efter sin flugt fra Herstedvester Fængsel. Foto © : RitzauScanpix
Skrevet af Ritzau
20. oktober 2020 12:06

Drabsdømte Peter Madsen har tirsdag formiddag truet sig ud af Herstedvester Fængsel. Til det skulle han have brugt en pistollignende genstand. Det erfarer B.T.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få noget at vide om de nærmere omstændigheder ved flugten, der ifølge B.T. fandt sted omkring klokken 10.

Tirsdag ved 13-tiden dansk tid blev han anholdt og kørt væk af politiet. Det skete, efter politiet omringede ham i et boligområde i Albertslund, der ligger omkring en kilometer fra fængslet.

LÆS OGSÅ Ubådsbygger får livstid

Politiet har på Twitter oplyst, at han er anholdt, men da han ifølge B.T. skulle have truet politiet med, at han har en bombe på sig, kom politiet ved middagstid ikke tæt på ham.

Billeder fra stedet viste, at Peter Madsen sad op ad en hæk langs en vej. Bevæbnet politi og en hund lå tæt på livstidsfangen.

En fjernstyret robot, der populært kaldes Rullemarie, kom til stedet. Rullemarie bruges til at undersøge, fjerne og uskadeliggøre ting, der mistænkes for eksempelvis at være bomber.

Peter Madsen blev i 2018 idømt livstid for drabet på den svenske journalist, Kim Wall.