Peter Madsen bliver varetægtsfængslet i Herstedvester

Livstidsfangen Peter Madsen er varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage. Han kommer til at sidde indespærret under strengere restriktioner, end han gjorde, inden han stak af.
Peter Madsen afsoner en livstidsdom, efter at han i august 2017 mishandlede, dræbte og parterede den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
21. oktober 2020 13:31

Efter et mere end to timer langt retsmøde valgte dommer Morten Juul Nielsen onsdag at varetægtsfængsle livstidsfangen Peter Madsen, som tirsdag blev anholdt efter en flugt fra Herstedvester Fængsel.

Efter retsmødet fortæller forsvarsadvokat Anders Larsen, at Peter Madsen afviser at have fået hjælp til flugten.

LÆS OGSÅ Peter Madsen erkender at have fået hjælp til flugt

- Han har erkendt sig skyldig, men med det forbehold, at han gjorde det alene, siger Anders Larsen.

I begyndelsen af retsmødet fortalte advokaten ellers uden forbehold, at Peter Madsen erkendte sig skyldig og dermed også erkendte, at han fik bistand til flugten fra en eller flere uidentificerede medgerningsmænd, som det lyder i sigtelsen.

Restriktioner i Herstedvester

Dommer Morten Juul Nielsen fortæller, at fængslingen sker af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen. Det betyder, at Peter Madsen nu bliver underlagt brev- og besøgskontrol.

Dermed kommer han til at sidde indespærret under strengere restriktioner, end han gjorde, inden han stak af.

LÆS OGSÅ Peter Madsen er anholdt efter flugt fra Herstedvester Fængsel

Anders Larsen siger efter retsmødet, at Peter Madsen har fortalt ham, at det netop var på grund af de restriktioner, man er underlagt som indsat i Herstedvester, at han flygtede.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så hvad der er foregået i retsmødet, forbliver indtil videre hemmeligt. Men Morten Juul Nielsen fortæller efter retsmødet, at Peter Madsen har valgt at afgive forklaring.

Løj om bombe

Peter Madsen er sigtet for dels at være undveget fra fængslet og dels for under flugten at have truet en række personer.

Første offer var en psykolog. Hun blev truet med, at Madsen skulle have en bombe, og på den måde fik han hende til at lukke sig ud af bygningen.

Udenfor fik han med samme trusler truet en fængselsbetjent til at åbne porten ud til friheden.

Madsen stak af, men to fængselsbetjente fulgte efter og fortalte politiet, hvor Madsen var. De to blev også ofre for trusler, da Madsen pegede på dem med en "pistollignende genstand", som det lyder i sigtelsen.

Samme genstand blev brugt, da Madsen sprang ind i en varebil og til føreren råbte: "Kør, kør, kør. Hvis du ikke kører bilen, så skyder jeg dig".

Efterfølgende blev han pågrebet af politiet. Ved den lejlighed hævdede han at have et bombebælte. Det viste sig at være en attrap, men betød, at Madsen i et par timer sad fikseret på jorden, mens politiet pegede på ham med rifler.

Peter Madsen afsoner en livstidsdom, efter at han i august 2017 mishandlede, dræbte og parterede den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd.