Grønland skal ligesom Danmark og Færøerne være opmærksom på truslen om spionage mod rigsfællesskabet fra russisk og kinesisk side, lyder det fra PET.Foto: Arktisk Kommando/Air Greenland

PET-afdelingschef om spiontrussel: Grønland skal være på vagt over for Rusland og Kina

Grønland risikerer at blive mere sårbar over for spionage ved at indgå større investeringer med lande som Kina og Rusland, viser ny PET-rapport. Vi skal til gengæld ikke være bange for USA. 

Grønland, Danmark og Færøerne skal være varsom med at indgå store investeringer med et land som Kina. Særligt hvis investeringen giver Kina adgang til kritiske sektorer i samfundet.

Sådan lyder rådet fra afdelingschef for kontraspionage i Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark, Anders Henriksen.

PET har torsdag udgivet en rapport om spionagetruslen mod Danmark, Grønland og Færøerne. 

PET skriver blandt andet, at internationalt samarbejde og omfattende investeringer med Kina og Rusland kan gøre Grønland mere sårbar over for spionage fra de to lande.

LÆS OGSÅ PET: Spioner fra Rusland og Kina er en trussel mod Grønland

Anders Henriksen understreger, at PET ikke har nogen holdning til, hvem lande som Danmark, Grønland og Færøerne laver international samhandel med. Det er dog vigtigt at tage sig nogle forholdsregler, når handlen for eksempel er med Kina. 

- Man skal være bevidst om, at nogle fremmede investeringer, især hvis de er meget omfattende og rækker ind i kritiske sektorer, kan føre til en form for afhængighedsforhold med en fremmed stat, siger Anders Henriksen og tilføjer:

- Det er man måske ikke på den lange bane interesseret i, siger han.

Dansk statsminister blandede sig

KNR beskrev i 2019, hvordan tidligere statsminister i Danmark, Lars Løkke Rasmusen, bremsede, at kinesiske investorer kunne blive medejere af de kommende lufthavnene i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

I stedet gik den danske regering ind og blev medejer af Nuuk og Ilulissat lufthavne. 

I kølvandet på den sag advarede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) også mod at lave store investeringer med Kina.

LÆS OGSÅ Forsvarets Efterretningstjeneste advarer mod kinesiske investeringer i Grønland

Og samme toner lyder i dag fra PET.

- Det kan være svært at opretholde en klar sondring mellem en investering i noget rent privat i Kina og den kinesiske stat. Der skal man være villig til at se på den lange bane, om man i kraft af sådan en investering skaber en form for afhængighed, som vil være usund på lang sigt, siger Anders Henriksen.

I rapporten er det både Kina og Rusland ,som PET anser for at udgøre en spiontrussel mod Grønland og rigsfællesskabet.

Anders Henriksen nævner, at Danmark til tider står i et såkaldt modsætningsforhold til de to lande.

 - Vi fokuserer på de stater, hvor vi en gang imellem har et modsætningsforhold. Det vil typisk være lande som Rusland, Kina og Iran. Det er lande, som typisk har en langt større interesse i at bedrive spionage mod Danmark og Grønland. Det er derfor vi koncentrerer indsatsen om de lande, siger han.

PET har tillid til USA trods spionsag

Det var dog en anden stormagt i Arktis, som for nylig havnede i en sag om spionage. Nemlig USA.
I juni sidste år afslørede DR, at USA har udnyttet et samarbejde med Danmark til at spionere mod statsledere og toppolitikere i blandt andet Sverige, Norge og Tyskland.

Anders Henriksen fastslår dog, at PET har tillid til USA. Han mener ikke, USA udgør en spionagetrussel mod Grønland.

- For det første har vi i tjenesterne og i Danmark generelt et tæt efterretningsamarbejde med USA, og vi går ud fra at de amerikanske efterretningstjenester respekterer lovgivningen i Danmark og også i Grønland, siger han og uddyber:

- Vi vurderer ikke, at det er nødvendigt for PET at køre en aktiv indsats mod USA, fordi vi har et tæt fællesskab med USA, og fordi vi ikke har et modsætningsforhold til USA.

Uvist om der har været flere cyberangreb siden ”brevet”

Truslen om spionage fra Rusland skal blandt andet ses i lyset af sagen om det forfalskede brev fra 2019.

I brevet stod blandt andet, at Naalakkersuisut snarest ville lave en folkeafstemning om uafgængighed fra Danmark.

Der stod også, at USA i hemmelighed støttede en hurtig grønlandsk folkeafstemning om uafhængighed.

LÆS OGSÅ Medie: Forfalsket brev fra Ane Lone Bagger er en del af fake news-angreb

Ifølge PET stod russerne sandsynligvis bag brevet for at så splid internt i rigsfællesskabet eller forholdet til USA.

Anders Henriksen vil ikke oplyse, om PET kender til flere eksempler om cyberangreb mod Grønland end det nævnte eksempel fra 2019.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl