To personer omkommet ved Maniitsoq

To unge mænd fra Kangaamiut omkom i weekenden under en sejltur ved Maniitsoq.
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Thomas Munk Veirum
25. juni 2018 11:04

Opdateret og rettet kl. 12.17

Klokken 19.30 lørdag aften fik Grønlands Politi meddelelse om, at en båd med to personer ombord tog vand ind.

- Vi får anmeldelsen via Aasiat Radio den 23. juni kl 19.30, siger Niels Tønnesen fra Grønlands Politi i Maniitsoq.

Han fortæller, at politikutteren Sisak II lå i Maniitsoq havn og med det samme sejlede ud mod Hamborgersund, hvor de nødstedte personer befandt sig.

En hurtigt sejlende gummibåd fra politikutteren blev sendt i forvejen mod stedet. Arktisk Kommando blev også alarmeret, og en S-61 helikopter blev sendt afsted til området.

Lykkedes ikke at redde de nødstedte

Det lykkedes desværre ikke at komme de nødstedte til hjælp:

- Kl. 02.37 melder gummibåden, at de har fundet en livløs person. Den anden livløse person findes 04.50, siger Niels Tønnesen.

Ifølge politiet er der tale om to unge mænd, og de blev efterfølgende sejlet til Maniitsoq sygehus, hvor de blev erklæret døde. De pårørende er blevet underrettet.

Niels Tønnesen kan ikke sige mere om ulykken på nuværende tidspunkt, og han henviser til nødopkaldet via Aasiaat Radio, hvor det blev oplyst, at båden tog vand ind.

Grønlands Politi har efterfølgende oplyst, at de to mænd begge er fra Kangamiut.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at de to personer var på var mod Kangaamiut. Det korrekte er, at politiet ikke har præcise oplysninger om, hvor de to mænd var på vej hen.